Moder Teresa i sjælens mørke nat

Ny bog viser, at et af kristendommens største ikoner i det 20. århundrede, Moder Teresa, var i dyb krise og anfægtelse med sin tro på Gud. Ikke bare en gang imellem, men næsten uafbrudt i de sidste 50 år af sit liv. Ateisterne siger »ja, naturligvis«, mens de katolske kommentatorer mener, at Moder Teresa godt kan blive helgenkåret alligevel, men nu måske som helgen for alle tvivlerne og de halv-troende.

Moder Teresa blev vor tids ikon for kristen tro og barmhjertighed. Nu viser hendes brevveksling, at hun i årevis var fortvivlet over, at hun ikke længere kunne mærke forbindelsen til Jesus, hverken i bønnen eller den hellige nadver. Billedet her er fra et besøg i Amsterdam i 1988. Foto: Herman Pieterse/AFP Fold sammen
Læs mere

En ny bog med titlen »Mother Theresa: Come Be My Light«, der udkommer på forlaget Doubleday, kaster helt nyt lys over den albansk fødte nonnes religiøse liv. Det er Time Magazine, der præsenterer udgivelsen og folder historien ud i deres nyeste nummer. De har bl.a. indhentet kommentarer fra katolske teologer, prominente ateister og psykoanalytikere til at belyse og diskutere de ting om Moder Theresa, der nu kommer frem.

Den nye bog består primært af breve udvekslet mellem Moder Theresa og hendes skiftende sjælesørgere og kirkelige overordnede gennem en periode på 66 år. Hun havde selv ønsket, at brevene skulle destrueres efter hendes død, men det ønske har hendes kirke valgt at sidde overhørig. Indholdet i brevene er ganske sensationelt, for er der nogen international figur, der gennem årtier har stået som et personligt ikon på dyb kristen tro, er det Moder Theresa. Hun er en kristen superstar, og hun er da også forventeligt blevet saligkåret af den katolske kirke med henblik på en egentlig kanonisering som helgen. Det er faktisk som led i denne proces, at brevene er blevet samlet sammen.

Brevene er ikke sensationelle i den platte forstand, at de afslører, at Moder Theresa slet ikke gjorde de mange gode gerninger, hun er kendt for. Eller at hun havde et hemmeligt dobbeltliv med sjusser og speedbåde. Det drejer sig om det indre liv, og brevene er teologisk sensationelle. Det, som de afslører, er, at Moder Theresa var i en dyb anfægtelse og troskrise, hun kunne simpelthen ikke mærke forbindelsen til Jesus hverken i bønnen eller i den hellige nadver, hun var kastet ud i et indre mørke og en dyb fortvivlelse, som hun indviede sine skriftefædre i. Nu er kriser og anfægtelser ikke noget usædvanligt i kristendommen, selv om det for en nonne i den katolske tradition for fromhed og mystik nok er mere alvorligt end for en luthersk præst. Men Moder Theresas mørke varede i 50 år!

Bortset fra en salig pause på fem uger i 1959, var enhver indre fornemmelse af Jesu nærvær og kristendommen som personlig og følelsesmæssig sandhed simpelthen forsvundet for hende.

Vi må altså forestille os et menneske, der trådte frem for en hel verden ved modtagelsen af Nobels Fredspris i 1979 og i sin takketale bl.a. sagde, at »Kristus er allevegne, i vore hjerter, i de fattige vi møder, i de smil vi giver og modtager,« efter at hun tre måneder før i et brev havde skrevet, at »for mig er stilheden og tomheden så stor, at jeg ikke hører og ikke ser, tungen bevæger sig i bønnen, men den taler ikke«.

Hun sammenlignede sin tilstand med at være i helvede, men kun i to breve får det hende til at tvivle på, om der findes en Gud og en himmel. En katolsk ekspert i helgener siger, at han aldrig har læst om en helgen, der i samme grad var forpint og i et åndeligt mørke. Og da bogens redaktør læste et par af hendes breve op for nogle af søstrene fra hendes orden, tabte de simpelthen underkæben. Det gav en helt ny dimension til forståelsen af hende.

Bogens redaktør Kolodiejchuk er seniormissionær i hendes orden og ansvarlig for ansøgningen om hendes kanonisering. Hvoraf man da også kan udlede, at brevene ikke bliver set som noget, der på fatal vis kan ødelægge billedet af hende. Hans pointe er, at Theresa netop ikke opgav troen eller sit arbejde, hun havde en udholdenhed på trods, og dette er hendes egentlige spirituelle heroisme. En katolsk kommentator mener da også, at bogen kan få en stor positiv betydning, måske på linie med kirkefaderen Augustins »Bekendelser«. En anden mener, at hun med denne bog kan sætte et nyt eksempel for folk, nemlig for alle dem der selv har erfaret tvivl og anfægtelse.

Dette apologetiske argument gør selvfølgelig ikke indtryk på en prominent og polemisk ateist som kommentatoren Christopher Hitchens. Han mener, at Moder Theresa indså, at kristendommen var en illusion, men i stedet for at tage konsekvensen steg hun bare dybere ned i den grav, hun havde gravet til sig selv. En tredje fortolkning er af mere psykoanalytisk karakter: Måske var hendes troskrise et ubevidst forsøg på at være ydmyg. Hun havde så stor succes i det ydre med sin orden og sin berømmelse, at hun straffede sig selv med en forkrøblende trosmæssig fiasko for at opnå en vis balance.

Det interessante er, at det faktisk var en vision, et personligt møde med Jesus, der i september 1946 indgød Theresa ideen med arbejdet for de fattige. Hun havde været sytten år hos en nonneorden og var blevet sendt på rekreation af sine foresatte, fordi hun havde arbejdet for hårdt med at undervise. Nu skulle hun hvile ud ved fødderne af Himalaya. Men på rejsen ud talte Kristus til hende og bad hende om at opgive lærergerningen og arbejde i slummen med de fattigste af de fattige: »Kom, kom, bær mig ind i de fattiges huller. Kom og vær Mit Lys«.

Det var et både farligt og ufinansieret arbejde Moder Theresa begav sig ud i ene kvinde. Og hendes katolske foresatte var særdeles skeptiske. Men hun var overbevisende og hentede bl.a. kraft i visioner og mystiske oplevelser, hvor hun talte med Kristus på korset. Men efter at hun i januar 1948 fik tilladelsen fra Vatikanet til at sætte sin nye orden i værk ophørte forbindelsen med Jesus. Og den kom aldrig igen bortset fra en periode på fem uger i 1959, hvor der i forbindelse med pave Pius XIIs død blev afholdt sørgemesser verden over. Theresa bad her til den afdøde pave om et tegn på, at Gud var tilfreds med hendes arbejde, og dette tegn fik hun åbenbart som en indre vished. Men snart var hun igen tilbage i den sorte tunnel.

Hvorfor standsede forbindelsen så brat i 1948? Time Magazine noterer, at der er en slående parallelitet over de religiøse og sekulære forklaringer, i hvert fald et stykke af vejen. Identifikationen med Kristi lidelse på korset er et væsentligt aspekt ved den katolske spiritualitet. Det skal styrke ydmygheden. Og bogens redaktør mener, at en så stærk personlighed havde brug for en kraftig modvægt til stolthed og forfængelighed. En psykoanalytiker noterer sig Moder Theresas enorme ambitioner: »Jeg vil elske Jesus, som han aldrig er blevet elsket før«, udtalte hun. Det kan lyde som hovmod, og det kæmper hun med i sine breve. Det er syndigt, hvis hun fristes til selv at tage æren for sine gerninger og ikke give Gud æren alene. Måske har forfængeligheden ubevidst været en fristelse for hende, og så har hun, ligeledes ubevidst, straffet og pint sig selv. Psykoanalytikeren bemærker, at det kan have skræmt hende at være så aktiv, og måske derfor søgte hun ind i rollen som den trofast elskende, men vragede og afviste kvinde, og fandt en tryghed i det. Hitchens er noget mere brutal. Han mener, at Theresa simpelthen vågner op i 1948 og indser, at Gud ikke findes men reagerer som gamle kommunister, der ikke ville indrømme, at de havde tabt overbevisningen, fordi det ville gøre deres liv meningsløst. Ergo kløede de bare på, selv om kilden var tørret ud, og det gjorde hun også.

Brevene tyder dog på, at hun til sidst fandt en vis fred. En af hendes sidste sjælesørgere, Joseph Neuner, fortalte hende de tre ting, hun havde brug for at høre: 1) der var ikke noget hun selv menneskeligt kunne gøre for at ændre sin situation, 2) en følelse af Jesus er ikke det eneste bevis på, at han faktisk er der; hendes store længsel efter ham kunne også være et tegn på hans skjulte tilstedeværelse i hendes liv, og 3) måske var dette fravær en del af hendes åndelige arbejde for Jesus.

Det gav hende en enorm lettelse, for nu var hun jo i en vis forstand sammen med Jesus igen, men i hans gudsforladthed på korset, hvor han også måtte udbryde: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Hun nåede frem til en accept af sin tilstand. »Hvis jeg nogensinde bliver en helgen, vil jeg med sikkerhed blive en mørkets helgen. Jeg vil ikke være i himlen men lyse for dem, der er i mørke på jorden«. Dette skrev hun så tidligt som i 1962, hvor hun forestillede sig sin lidelse fortsat ind i evigheden, og dermed er hun ifølge redaktøren endnu frommere, end vi havde forestillet os!

Han satser også på, at bogen kan få en bredere kulturel indflydelse. Hvem kunne have troet, at det menneske, der blev regnet for at være den mest troende kvinde i verden, måtte kæmpe med sin tro på denne måde? Og når en Moder Theresa kunne klare det, hun klarede i et halvt århundrede uden Gud i sit hjerte eller i sit hoved, kan andre måske lettere se sig ud af deres anfægtelser. Nu kan hun blive en helgeninde for skeptikerne og for alle de halv-troende. For som redaktøren siger: »Moder Theresa kunne ikke føle Kristi kærlighed, og hun kunne have valgt at lukke ned. Men hun stod op 4.30 hver morgen for hans skyld«.