Mobberen smidt ud af britisk reality-show

Storbritannien er et "tolerant og retfærdigt samfund", fastslår den britiske finansminister i Indien, efter at Bollywood-stjernen fik lov at blive i tv-show.

Skønheden vandt over udyret, da 82 procent af de britiske tv-seere sent fredag stemte Jade Goody ud af realityshowet "Celebrity Big Brother" og i stedet lod den indiske Bollywood-stjerne Shilpa Shetty blive i det lukkede hus.

Den 25-årige Goody har udløst en intens debat om racisme og fordomme, efter at hun bl.a. kaldte Shetty "hund".

Tv-showets hovedsponsor Carphone Warehouse trak sin sponsorstøtte, knap 40.000 seere har klaget, og både det britiske parlament og den indiske regering har taget sagen op.

Goody selv fik et mindre chok, da hun fredag blev konfronteret med overskrifterne.

- Jeg undskylder på det dybeste overfor enhver person, som jeg har fornærmet, sagde hun.

/ritzau/Reuters