M&k-udbrud stammer "antageligt" fra laboratorium

Med spænding ventet rapport om udbrud af mund- og klovsyge i England finder det sandsynligt, at et lokalt laboratorium står bag smitten.

En officiel rapport konstaterede tirsdag, at det er "stærkt sandsynligt", at to udbrud af mund- og klovsyge i det sydøstlige England stammer fra et lokalt forskningscenter.

Forskningscentret ligger i Pirbright få kilometer fra den gård i landsbyen Normandy, hvor der fredag blev konstateret mund- og klovsyge. Centret lægger lokaler til det regeringsstøttede Institut for Dyresundhed og det private laboratorium Merial Animal Health Ltd, der ejes af det amerikanske medicinalfirma Merck and Co. Inc og det franske Sanofi-Aventis.

Den med spænding ventede officielle rapport retter dog ikke specifikt mistanken mod det regeringsstøttede institut eller det private laboratorium.

/ritzau/