Mitt Romney rygtes som topminister og mødes nu med Trump

Donald Trump har lørdag taget imod Mitt Romney til en snak, som menes at omhandle posten som udenrigsminister.

"Hvordan går det hr.", spurgte Donald Trump, da han lørdag tog imod Mitt Romney til en snak - som flere amerikanske medier - formoder handler om udenrigsministerposten. Reuters/Mike Segar Fold sammen
Læs mere

Donald Trump vil blive en "farlig præsident", som slet ikke har forstand på udenrigspolitik, har Mitt Romneys dom lydt.

Lørdag mødtes de to republikanere så til et møde om fremtiden.

Forholdet mellem USA's kommende præsident og Republikanernes kandidat ved det foregående valg i 2012 har ikke været de bedste venner.

Da Romney ankom til Trumps golfanlæg i delstaten New Jersey, var tonen mere mild og imødekommende.

- Hvordan går det hr., spurgte den kommende præsident, da han tog imod Romney. Det fremgår af en video fra Washington Post.

Unavngivne kilder har til NBC News sagt, at den kommende præsident overvejer at gøre Romney til udenrigsminister.

Romney var republikanernes kandidat ved præsidentvalget i 2012, hvor han led nederlag til den nuværende præsident, Barack Obama.

For fire år siden gav Trump sin støtte til Mitt Romney.

Men han fik ikke tilsvarende støtte fra Romney, da han selv meldte sig på banen som en af de republikanere, der kæmpede om at blive partiets kandidat til præsidentposten.

Romney var yderst kritisk over for Trump. Han opfordrede i løbet af primærvalgkampen sine partifæller til at stemme på alle andre end rigmanden fra New York.

/ritzau/