Mistænkt krigsforbryder kan tage hjem til lægebehandling

Den serbiske militsleder og mistænkte krigsforbryder Vojislav Seselj har fået lov til at holde pause fra retssagen mod ham. Det skyldes, at han er syg.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den ultranationalistiske serbiske politiker og militsleder Vojislav Seselj har fået lov til at holde en pause fra den retssag, der har kørt mod ham ved Den Internationale Straffedomstol i Haag i et årti. Det skriver The New York Times.

Serberen udråbte sig selv som fører for de serbiske militser og bliver retsforfulgt for sin rolle i 1990ernes folkemord på titusindvis af bosniere, kroater og kosovo-albanere.

Han står blandt andet tiltalt for krigsforbrydelser, der går tilbage til det første blodige krigsår i 1991 i Kroatien, hvor han efter en af de første massakrer i en TV-debat hævdede, at de kroatiske ofres øjne i byen Borovo Selo ikke havde forladt deres øjenhuler som følge af tortur, men på grund af det tryk, der opstår i hjernen på et menneske, når det gennemhulles af en kugle fra et maskingevær.

Under den lange retssag ved FNs særlige krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien er Vojislav Seseljs helbred blevet forværret. Han har derfor fået tilladelse til at rejse til Serbien til behandling for sin kræftsygdom.

Det vides endnu ikke, om han vil rejse til Serbien, hvor myndighederne ifølge The New York Times har tilbudt at tage ham i deres varetægt.

Dommen i sagen var ventet sidste år, men sagen blev forsinket, da en af dommerne, danske Frederik Harhoff, blev fundet inhabil.

Det skete, efter BT offentliggjorde et brev skrevet af den danske dommer, hvori han rettede hårde beskyldninger mod sine kolleger. Ifølge Frederik Harhoff havde den amerikanske retspræsident lagt et massivt pres på meddommerne for at ændre retspraksis og lade serbiske og kroatiske topofficerer slippe for straf.