Mistænkt gerningsmand fra Barcelona-angreb kan være dræbt

En politikilde oplyser, at en formodet gerningsmand bag angreb i Barcelona kan være blevet dræbt i Cambrils.

Foto: JOSEP LAGO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En efterlyst fører af en hvid varevogn, der torsdag pløjede ind i en menneskemængde på Las Ramblas i Barcelona og dræbte 13 personer, kan være blandt fem dræbte angrebsmænd i kystbyen Cambrils.

Det oplyser Josep Lluis Trapero fra det catalonske politi.

Efterforskningen »peger i den retning«, siger han og tilføjer, at der er »ledetråde« men intet »konkret bevis«.

Politiet efterlyste fredag den 17-årige Moussa Oukabir, som man mener, kørte varevognen i den spanske storby.

Angrebet i Cambrils, der ligger syd for Barcelona, fandt sted natten til fredag - flere timer efter at gerningsmanden fra Barcelona var flygtet.

Alle fem personer, der var involveret i angrebet, er blevet dræbt af politiet.

Tre af dem er indtil videre blevet identificeret.

Et kvindeligt offer, der blev hårdt kvæstet i angrebet i Cambrils, har mistet livet.

Angrebet, der blev gennemført i en Audi, har kvæstet fem andre ofre.

Dermed har i alt 14 personer mistet livet i de to angreb. Og mindst 130 er kvæstet, heriblandt to danskere. Ofrene kommer fra 30 forskellige lande.

Ud over de fem dræbte i Cambrils har politiet anholdt fire personer.

Tre af dem er marokkanere, mens en er spanier. De er mellem 21 og 34 år gamle og var ikke i forvejen sat i forbindelse med terrorangreb.

De to dødelige angreb i den spanske region havde været planlagt i længere tid, tilføjer politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det er sket med udgangspunkt i den spanske by Alcanar, der ligger syd for Barcelona.

I Alcanar skete desuden en eksplosion onsdag, som politiet forbinder med de to angreb torsdag og natten til fredag. En døde, og flere blev såret.

/ritzau/AFP