En mand, der angiveligt påkørte det australske parlamentsmedlem Helen Haines med sin bil uden for hendes valgkredskontor mandag, var en "god dreng", men han har nogle psykiske problemer.

Det siger hans tidligere lærer Jacquie, der optræder uden efternavn, til australske ABC News onsdag, hvor hun er mødt op i retten.

- Jeg ville bare gerne som menneske skabe kontakt til et andet menneske, som muligvis har været marginaliseret i lang tid på grund af sine psykiske problemer.

- Et menneske, som har søgt om hjælp i lang tid, siger hun.

Hun siger videre, at hun for flere år siden genoptog kontakten til 43-årige Brendan Nugent, der er den mistænkte i sagen.

Han er anklaget for særlig hensynsløs kørsel med personskade til følge, forsætlig grov vold og vold mod en offentlig tjenestemand.

Hun forsøgte at hjælpe ham i et "psykisk bedringsforløb".

- Det handlede om at støtte ham i at leve et normalt liv, siger hun.

Hans advokat siger også i retten, at Nugent havde nogle psykiske problemer. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Advokaten fortæller desuden, at Nugent lider af en sjælden neurologisk lidelse kendt som idiopatisk transversel myelitis, og at han desuden har lidt af en hjernerystelse.

Idiopatisk transversel myelitis er en lidelse, der rammer rygmarven med symptomer, som kan forårsage lammelser, følelsesløshed, prikkende fornemmelser og skarpe smerter.

Politiet forsøger ifølge Reuters stadig at finde ud af, hvad Nugents motiv kan have været.

Mandag kørte han angiveligt ind i Haines to gange med en bil i Wangaratta, der ligger nordøst for Melbourne i det sydøstlige Australien.

Haines har fået begge ben amputeret efter angrebet, siger hendes mand, Phil Haines, på et pressemøde ifølge ABC.

- Vi havde håbet, hendes højre ben kunne reddes, men denne eftermiddag eller denne morgen måtte kirurgerne også fjerne hendes højre ben, siger han.

- De gode nyheder er, at Helen er i live og i stabil tilstand. Det er det vigtigste for vores familie, fortsætter han.

Den mistænkte blev tilbageholdt af tilfældige personer på stedet og blev efterfølgende anholdt af politiet.

Haines er løsgænger og har blandt andet mærkesager som klima og regionale boligforhold, skriver Reuters.

Brendan Nugent bor i Haines' valgkreds.

Nugents familie oplyste i går, at de har været venner med Haines i over 20 år.

Sagen fortsætter den 4. februar, skriver Reuters.

RITZAU