Mistænkt for at skade regimet: Fjerde amerikaner tilbageholdt i Nordkorea

Tilbageholdt amerikansk statsborger, er mistænkt for at have skadet nordkoreanske interesser.

Endnu en amerikansk statsborger tilbageholdes i Nordkorea. Han er mistænkt for at have skadet nordkoreanske interesser, lyder det i en meddelelse fra Nordkorea. REUTERS/Damir Sagolj/File Photo TPX IMAGES OF THE DAY Fold sammen
Læs mere
Foto: Damir Sagolj

Seoul. Endnu en amerikansk statsborger tilbageholdes i Nordkorea. Han er mistænkt for at have skadet nordkoreanske interesser, lyder det i en meddelelse fra Nordkorea.

Hvis rapporterne bliver bekræftet, så er det den fjerde amerikanske statsborger, der bliver tilbageholdt i det isolerede land, skriver Reuters.

Den tilbageholdte, Kim Hak Song, arbejdede for Pyongyangs Universitet for Videnskab og Teknologi, skriver nyhedsbureauet KCNA.

En anden amerikansk statsborger, Kim Sang Dok, blev tilbageholdt i slutningen af april i Pyongyang ifølge de officielle medier.

Den amerikanske statsborger, der er kendt som Kim Sang-duk eller Tony Kim, blev anholdt den 22. april, hvilket blev rapporteret i sydkoreanske medier. Han er 55 år.

Den anholdte skal have været gæsteforelæser på Pyongyangs elitære tekniske universitet.

Han blev anholdt af politiet, da han var ved at forlade landet.

De to andre tilbageholdte amerikanere er den universitetsstuderende Otto Warmbier og den koreansk-amerikanske præst Dong-chul.

De er begge idømt lange fængselsstraffe af regimet.

Tilbageholdelsen af de amerikanske statsborgere sker på et tidspunkt, hvor forholdet mellem USA og det nordkoreanske regime er særlig anspændt.

USA har under præsident Donald Trump skærpet kritikken af styret i Pyongyang, efter at Nordkorea har affyret flere testmissiler.

I forbindelse med de militære øvelser har Trump truet med et angreb på Nordkorea.

Tidligere har adskillige amerikanske statsborgere været anholdt i Nordkorea. De er som regel blevet frigivet i forbindelse med VIP-besøg i Seoul.

/ritzau/Reuters