Mistænkelig pakke fundet i Miamis havn

Pakke, der skulle om bord på krydstogtskib i Miamis havn blev mandag testet positiv for plastisk sprængstof.

En pakke, der stod foran at blive lastet om bord på et krydstogtskib i Miamis havn blev mandag testet positiv for plastiske sprængstoffer, oplyser den amerikanske kystvagt.

Pakken blev testet seks gange, og hver gang viste den spor efter det militære sprængstof C4, oplyser underofficer James Judge.

Efterfølgende blev pakken destrueret, og bombeeksperter gik derefter i gang med at undersøge indholdet nærmere.

En talsmand for politiet i Miami, Bobby Williams, siger dog, at de instrumenter, der bruges til at teste pakke for sprængstof, nogle gange giver forkerte udslag.

Krydstogtskibet, pakken skulle med, hedder "Majesty of the Seas" og ejes af rederiet Royal Caribbean International.

/ritzau/AP