Missiljagt i eks-Sovjet: Da Nordkoreas spioner bankede på porten i en ukrainsk provinsby

Spioner og våbensmuglere sikrede tilsyneladende Kim Jong-un de langtrækkende missiler, som den nordkoreanske leder ellers kun kunne drømme om. Det åbner farlige perspektiver, advarer eksperter.

Yuzhmash-fabrikken i den ukrainske by Dnjepr, der tidligere har været mål for nordkoreanske spioners forsøg på at stjæle missilteknologi. Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For Denys Antipov begyndte det med et usædvanligt telefonopkald. Vi har brug for din hjælp, lød det i den anden ende af røret.

Den 22-årige var netop vendt hjem til Ukraine efter et studieophold i Sydkorea. Han var uddannet tolk og talte flydende koreansk. Nu bad den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU om et møde med ham, og efter lidt betænkningstid sagde Denys Antipov ja.

»Jeg kan godt lide eventyr. Og det her lignede,« siger han i dag.

Det havde den unge tolk mere ret i, end han anede.

Han kunne han ikke vide, at den ukrainske sikkerhedstjeneste få dage forinden havde gennemført en kontraspionageoperation, der afslørede, hvordan styret i Nordkorea forsøgte at få fingre i tegninger over dele af et den Kolde Krigs langtrækkende missiler.

Det var i 2011. I disse dage er Nordkoreas missilprogram i centrum for en ny knitrende sikkerhedspolitisk krise.

Landet har testet nye, interkontinentale missiler, der - frygter man USA - kan ramme amerikanske byer på østkysten. Styret i Pyongyang har affyret en raket henover Japan og truet med at affyre en anden i retning mod den amerikanske stillehavsø Guam.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, »tigger om krig«, tordnede USAs FN-ambassadør Nikki Haley i denne uge.

Men for våbenspecialister, der har fulgt Nordkoreas mangeårige missilprogram, er det ikke ordkrigen, der er det mest opsigtsvækkende i krisen.

Det er spørgsmålet om, hvordan det isolerede land på rekordtid har fået rådighed over en type langtrækkende missiler, der har ændret trusselsbilledet i Stillehavsregionen.

På mindre end to år har regimet udskiftet hidtidige kort- og mellemdistanceraketter med to nye typer langtrækkende raketter. Det er usandsynligt, at det teknologiske syvmileskridt er sket uden udefrakommende hjælp, mener eksperter.

En rapport fra det britiske International Institute for Strategic Studies konkluderede for nyligt, at de nordkoreanske raketter er udstyret med en raketmotor, der har slående lighed med en ældre, sovjetisk-bygget model ved navn RD-250. Siemon Wezeman, seniorforsker ved Fredsforskningsinstituttet i Stockholm (SIPRI), støtter op om den analyse.

Den bedagede men effektive raketteknologi er med stor sandsynlighed smuglet til Nordkorea fra et af de tidligere sovjetlande, vurderer han.

»Den kan relativt let pakkes i kasser, betegnes som traktordele og sendes over grænsen på et udvalgt sted,« siger Siemon Wezeman om raketmotoren, der blev udviklet i 1960erne.

Modellen blev senest produceret i den ukrainske industriby Dnjepr, hvor den indtil 2009 blev brugt til satellitopsendelser. Men hundredevis af nyere og ældre eksemplarer af den udfasede motor er oplagret i Rusland og Ukraine, vurderer den britiske rapport.

»Jeg kan sagtens forestille mig, at nordkoreanske agenter dukker op ved porten for at udtrykke deres interesse. Det arbejder på en meget direkte måde,« siger Siemon Wezeman til Berlingske.

Det var stort set, hvad der skete i byen Dnepr den sommerdag for seks år siden.

To nordkoreanske agenter var rejst til Ukraine under dække af, at de skulle købe landbrugsudstyr. I virkeligheden havde de dyrket kontakter med ukrainske ingeniører, der arbejdede med raketteknologi. Den 27. juli 2011 mødtes de med en ingeniør i Dnepr.

Alt gik som smurt for nordkoreanerne. En senere offentliggjort overvågningsvideo viser, hvordan de to agenter smilede bredt, mens de fulgte efter deres kontakt ind i en halvmørk garage i udkanten af den ukrainske by. Her fik de overdraget et ringbind fyldt med tekniske tegninger, som de straks begyndte at affotografere.

Desværre for dem var deres kontaktperson ikke alene. Han havde varskoet landets sikkerhedstjeneste om forsøget på at betale sig til militære hemmeligheder.

Midt under affotograferingen stormede SBU-agenter ind i garagen. De to blev anholdt, transporteret til Kiev og anklaget for spionage.

Her kom den unge tolk Denys Antipov ind i billedet. Han havnede midt i smuglersagens afhøringer af de to mistænkte.

»De så nedtrykte ud,« husker han i dag.

I begyndelsen fastholdt de, at de var på udkig efter teknologi til behandling af solsikkeolie. Senere skiftede de forklaring.

De to nordkoreanere blev snart idømt otte års fængsel.

Sagen fra 2011 viser, at Nordkorea længe har forsøgt at købe missilteknologi på det sorte marked. Dengang lykkedes det ikke. Men hvad med de andre gange, de har forsøgt?

Mistanken mod russiske eller ukrainske lagre som kilde til det seneste teknologiske kvantespring i Nordkorea er imidlertid blevet mødt med vrede afvisninger i begge lande.

Umiddelbart tyder intet på involvering på regeringsniveau. Men selvom bevogtning af militære lagre i begge lande bedret siden 1990erne. så gør store mængder af gamle våben regionen yderst attraktiv for våbensmuglere.

»Kriminelle netværk kan tilbyde store summer i disse lande, hvor lønningerne er lave,« siger Siemon Wezeman.

Så sent som i januar i år opdagede ukrainske toldere et forsøg på at smugle missilteknologi til Iran. Og i 2015 afslørede politiet i Moldova fire forsøg på at smugle uran, angiveligt fra Rusland, til købere i Mellemøsten.

Den ukrainske regering hævder på sin side, at sagen fra 2011 viser, at de eventyrlige tider for våbensmuglerne nu er forbi.

Denys Antipov, der i dag underviser i koreansk på Kievs statsuniversitet, fik samme opfattelse under opklaringsarbejdet.

»Det er ikke som Hollywood-billedet af en lagerhal i det tidligere Jugoslavien med våben til højre og venstre. Missilproduktionen er tæt bevogtet,« siger han.

De to spioner ventes løsladt næste år. Det er usikkert, hvilken modtagelse der venter dem i Nordkorea.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland