Miss Silkevej, Miss Flot Krop i Kina og Miss International Kokosnødfestival

Skønhedskonkurrencer er blevet en stor – og kontroversiel – forretning i Kina. Købte podiepladser, stenrige ejendomsudviklere og håbefulde lokalregeringer er en del af en virkelighed, hvor Miss Argentina sagtens kan komme fra Rusland.

Det er ikke nødvendigvis altid de smukkeste, der bliver kåret som vindere i de utallige kinesiske skønhedskonkurrencer. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Rejsende på rundtur i Indre Mongoliet kan denne vinter se frem til et udbud af unikke oplevelser. Lokalregeringen har lanceret et turistprogram, der inkluderer kamelridning, en isfestival, brydning og en skønhedskonkurrence med deltagere fra Rusland, Mongoliet og Kina. Velkommen til provinsen i Kina.

Her er der lidt for enhver smag. Is og kameler kan godt forklares som et kulturelt trækplaster i en af Kinas ødeste og nordligste egne. Brydning er også en del af den lokale tradition. Men de konkurrerende skønheder? De er sandsynligvis en del af den kommercielle karavane, der turnerer riget rundt til gavn for modelbureauer, ejendomsmatadorer, turismekontorer og internationale franchise-koncepter.

De kommer vidt omkring. Fotoserier med poserende deltagere i kungfu-klostre eller iført bikini på ski har det med at finde vej til nationale medier, der ofte er medsponsorer.

Skønhedskonkurrencer er for alvor blevet et udbredt fænomen i Kina, hvor der hvert år finder flere hundrede af slagsen sted. De fleste i byer i provinsen. Kreativiteten hvad angår navne er imponerende. Miss Silkevej, Miss Flot Krop i Kina og Miss International Kokosnødfestival er blot et par eksempler.

De mere normale variationer er der selvfølgelig også. Dem, der kun hedder noget med global, international eller verden. Men dem er der så stor rift om, at det har ført til retssager og beskyldninger om tyveri af varemærker.

En del af forklaringen er videresalg af rettigheder. Det starter med, at en kinesisk forretningsmand køber retten til at afholde en national udgave af en international konkurrence. Herefter sælger han rettighederne videre til provinsniveau og derfra til byer og så videre. Franchise-pyramiden kan ende helt ude på skoler et sted i provinsen.

Set i det lys er det ikke overraskende, at ingen med sikkerhed ved, hvor mange lokale og regionale skønhedskonkurrencer, der finder sted i Kina. Der er ingen regulering på området.

Af samme grund er mange af konkurrencerne ikke meget andet end en kommerciel pengemaskine. Udtænkt af forretningsfolk og lokale myndigheder i fællesskab. En stor del af finansieringen stammer fra sponsorater skaffet hos ejendomsudviklere, indkøbscentre og andre private virksomheder.

Ifølge kinesiske medier går omkring en tredjedel af sponsoraterne til arrangørerne selv. I en artikel bragt i The Atlantic sidste år, forklarede en amerikansk model, hvordan branchen fungerer:

Hun blev hyret af et modelbureau i Beijing til at spille Miss USA rundt omkring i landet – med opfundet navn og baggrund. I den nordøstlige havneby Dalian bestod den egentlige opgave i at reklamere for en replika af Versailles bygget til at huse rige kinesere. De fleste udenlandske modeller kom fra Østeuropa eller Rusland. Så Miss Canada var fra Polen og Miss Argentina fra Rusland.

Den slags fortællinger har været med til at give konkurrencerne et uheldigt ry i Kina. Det er også en udbredt opfattelse, at titlerne kan købes. Fænomenet blev debatteret heftigt på sociale medier for et par år siden.

Anledningen var, at vinderne af en skønhedskonkurrence i byen Chongqing ganske enkelt ikke var særligt kønne. Det måtte være snyd, mente mange. En af dommerne udtalte da også senere, at vindervalget var foretaget efter pres udefra.

For de lokale myndigheder handler det om turisme. Konkurrencerne finder typisk sted i forbindelse med en festival eller et kulturfremstød. Og der findes flere eksempler på, at det virker. Byen Xitang i den østlige Zhejiang-provins investerede omkring ti mio. kr. i skønhedskonkurrencer tre år i træk, hvilket var med til at firedoble turismeindtægterne.

Men det mest kendte eksempel er ferieøen Hainan. Her snakker man om Miss World-effekten. Finalen i den internationale begivenhed fandt i aftes sted i byen Sanya på øens sydlige kyst. Den blev afholdt i Crown of Beauty Theatre, der blev bygget til lejligheden første gang, byen var vært i 2003. Det har den været mange gange siden.

Det har kostet store millionbeløb i form af infrastrukturinvesteringer og udgifter til organisationen bag Miss World. Den styres med hård hånd af britiske Julia Morley, der er lidt af en legende i branchen. Under hendes ledelse har Miss World slået sig op på at handle om velgørenhed. Organisationen har efter eget udsagn indtjent milliarder til gode formål.

Men præcis, hvordan pengene er blevet fordelt, er ikke nemt at få indblik i. Og Julia Morley står ikke længere til ansvar for en bestyrelse. Den skaffede hun sig af med for bedre at kunne træffe hurtige beslutninger, har hun udtalt til avisen Telegraph.

Miss Worlds slogan er »skønhed med et formål«, men som dette års finale har vist, er nogle formål mere acceptable end andre. Den canadiske deltager fik aldrig mulighed for at være med i Sanya. Hun blev nægtet indrejse af de kinesiske myndigheder, fordi hun kritiserede Kinas overgreb mod religiøse mindretal. Den eneste reaktion fra Miss World var at fjerne hendes billede fra konkurrencens hjemmeside.