Minoriteternes massegrave i Thailands jungle

Ligene af omkring 30 personer fundet i massegrave i det sydlige Thailand har endnu engang sat fokus på menneskesmugling og overgreb mod sårbare minoriteter i Sydøstasien. De thailandske myndigheder får kritik for at gøre for lidt for sent.

Opgaven med at identificere ligene i massegravene i den thailandske jungle er først lige begyndt, men det ventes, at mange tilhører rohingya-minoritet. Fold sammen
Læs mere

BEIJING: Hvert år ankommer tusindvis af rohingya-muslimer fra det vestlige Myanmar til Thailand. De flygter fra religiøs og etnisk forfølgelse. Målet er arbejde og et bedre liv i Thailand eller muslimske lande som Indonesien og Malaysia. I stedet havner mange i hænderne på brutale menneskesmuglere, der holder dem fanget i lejre langt inde i det tætbevoksede grænseland mellem Thailand og Malaysia.

Junglen er i sig selv nok til at forhindre flugtforsøg. Smuglerne tager dem kun med over grænsen mod ekstra betaling fra familiemedlemmer, der bliver truet til at skaffe pengene. Vold, sult og sygdomme følger med livet i lejrene, fremgår det af vidneforklaringer og rapporter fra nogle af dem, der er sluppet videre. Men ikke alle når ud af junglen. For første gang har thailandske myndigheder fundet massegrave tæt ved den malaysiske grænse.

Underernæring og sygdom

Først blev 26 lig fundet tæt ved en forladt lejr, der kunne huse op til 200 personer. Siden fulgte flere gravfund i området. De første undersøgelser tyder på, at underernæring og sygdom var dødsårsagen. Men ifølge et øjenvidne, der tidligere blev holdt fanget i lejren, var vold og mord ikke usædvanligt.

»Jeg så fire personer blive tævet ihjel på to timer,« fortæller han til nyhedsbureauet Reuters.

Vidnet, der er anonymiseret på grund af politiefterforskningen, opholdt sig i lejren i ti måneder. I løbet af den periode så han 17 drab finde sted, forklarer han. Nogle af ligene er begravet for nylig, mens andre har været det længe.

Opgaven med at identificere ligene i massegraven er først lige begyndt, men det forventes, at mange tilhører den muslimske rohingya-minoritet. De fleste rohingya bor i det vestlige Myanmar – også kendt som Burma – tæt ved Bangladesh, hvor de er statsløse og ofte lever i ekstrem fattigdom. Overgreb og diskrimination har fået mange til at flygte til nabolandet Bangladesh og derfra videre via farefulde rejser over havet til Thailand. Her risikerer de at ende i de frygtede lejre, indtil de bliver købt fri eller solgt til højeste bud. Mange af mændene havner som laveste led i hierarkiet på fiskerbåde, hvor de arbejder under slavelignende forhold.

Menneskehandlere har let spil

Thailands manglende evne eller vilje til at gøre noget ved den omfattende menneskehandel har i årevis været mål for hård kritik fra rettighedsorganisationer. Sidste år nedgraderede det amerikanske udenrigsministerium Thailand til det lavest mulige niveau i ministeriets årlige rapport om menneskehandel. Kritikken handler bl.a. om, at myndighederne i Thailand stempler medlemmer af rohingya-minoriteten som illegale flygtninge og sender dem tilbage til Myanmar.

»Hvert år flygter titusinder af rohingya fra den frygtelige menneskerettighedssituation i Burma, hvorefter de bliver udnyttet yderligere i hænderne på menneskesmuglere i Thailand. Opdagelsen af disse massegrave burde chokere den thailandske regering og få den til at slå ned på de smuglernetværk, der beriger embedsmænd, men udnytter ekstremt sårbare folk,« siger Brad Adams, asiendirektør for organisationen Human Rights Watch.

Politiet i det sydlige Thailand har da også foretaget de første anholdelser i sagen. Smuglerringen har i et stykke tid været i myndighedernes søgelys og en af netværkets drivende kræfter menes nu at være bag tremmer. Han nægter sig skyldig og har under afhøringer forklaret, at han lever af at tappe gummi fra gummitræer. Også flere lokale embedsfolk er blevet anholdt mistænkt for at have taget imod bestikkelse.

Samtidig er politifolk fra andre egne af landet blevet sat på sagen i stedet for den lokale ordensmagt for at sikre en mere uafhængig efterforskning. Ifølge politiet havde netværket af menneskehandlere en månedlig indtægt på over to mio. kr.