Den amerikanske regering truer Harvard University med at fratage muligheden for at optage udenlandske studerende.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Minister for indenrigssikkerhed Kristi Noem kræver, at det kendte universitet deler information omkring udenlandske studerendes "ulovlige og voldelige aktiviteter".
Det skal ske inden en frist den 30. april, lyder det videre.
- Hvis Harvard ikke kan bekræfte, at man vil efterleve sine rapporteringskrav, vil universitetet miste privilegiet til at optage udenlandske studerende, siger Kristi Noem i en udtalelse.
Ifølge den amerikanske regering med præsident Donald Trump i spidsen gør Harvard ikke tilstrækkeligt for at bekæmpe antisemitisme.
Onsdag har præsidenten gentaget sin kritik af universitetet.
- Alle ved, at Harvard er faret vild, skriver Donald Trump på sit sociale medie, Truth Social.
Han tilføjer, at universitetet primært har ansat "woke" personer og idioter, og at Harvard ikke længere kan anses som en ordentlig uddannelsesinstitution.
- Harvard er en joke, lyder det afslutningsvist fra Trump.
/ritzau/