Nogle af Ruslands militærøvelser er slut, og andre er ved at blive afsluttet.
Det oplyser den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, mandag til præsident Vladimir Putin. Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
»Nogle af disse øvelser er ved at slutte, andre vil være fuldført i den nærmeste fremtid,« siger Sjojgu ifølge AFP på et møde med Putin.
Forsvarsministeren tilføjer, at nogle af de militærøvelser, der begyndte i december, stadig er i gang.
Det er ikke umiddelbart klart, om det så betyder, at russiske soldater vil blive sendt retur til deres kaserner – og hvor mange det i givet fald drejer sig om.
De russiske øvelser, der finder sted langs grænsen til nabolandet Ukraine, har skabt alvorlig frygt for, at Rusland kan være ved at forberede et angreb på Ukraine.
Det har den russiske regering gentagne gange afvist.
Rusland har op mod 130.000 soldater placeret i en række områder langs Ukraines grænser.
Også i Belarus – der er en af Ruslands nære allierede – deltager tusindvis af russiske soldater i en fælles øvelse.
Mandag holder den russiske flåde øvelser i Sortehavet syd for Ukraine.
Søndag kom den seneste advarsel fra USA om, at en russisk invasion af Ukraine kan komme »når som helst«.
Rusland har betegnet de gentagne amerikanske advarsler som »hysteri«.
Den russiske regering har givet udtryk for, at Rusland føler sig truet af Nato, og har krævet garantier fra Nato for, at Ukraine ikke bliver medlem. Det har Nato afvist at give.
Putins forsvarsminister, Sergej Lavrov, har rådet Putin til at fortsætte forhandlingerne med Nato om de sikkerhedsgarantier, Rusland kræver. Det kan være muligt at få en aftale i hus på det område, mener Lavrov.
»Der er altid en chance, siger Lavrov mandag, at han har sagt til præsidenten. Men forhandlingerne kan ikke trække ud i det uendelige,« tilføjer han.
»I mine øjne ser det ud til, at vores muligheder langt fra er udtømt. På nuværende tidspunkt vil jeg foreslå, at vi fortsætter og bygger dem op,« siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/