Minister kræver hjælp til kriseramte landmænd

Den danske miljø- og fødevareminister håber på fælles handling, siger hun forud for et EU-møde, hvor de økonomiske problemer i europæisk landbrug skal drøftes.

Det er massive problemer, som EUs landbrugsministre mandag skal tage stilling til i Bruxelles.

Russisk boykot, faldende priser på mælkeprodukter og hårde kår hos svineproducenterne er således på dagsordenen, når ministrene mødes mandag eftermiddag. Også den danske miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), deltager.

»Jeg vil foreslå kommissionen at få genoptaget forhandlingerne med Rusland om de produkter, der ikke er blevet omfattet af importforbuddet. Samtidig skal vi kigge på, hvad der er af støttemuligheder. Det kunne være opkøb af produkter,« siger hun forud for mødet og understreger, at hjælpen til landmændene skal foregå i EU-regi.

Også formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild, der ligeledes er til stede i Bruxelles, håber, at politikerne kan blive enige om initiativer, der hjælper landbruget.

»Situationen siden Rusland-boykotten er, at priserne kun har bevæget sig nedad. Når man har en politisk situation med sanktioner, så bør politikerne også være villige til at hjælpe dem, det rammer, nemlig landmændene,« siger han.

Sidste sommer valgte Rusland som følge af vestlige sanktioner at boykotte europæiske fødevarer, hvilket har ramt dansk landbrug for milliarder. Det er den boykot, der får størstedelen af skylden for problemerne hos landmændene.

Og mandag fik frustrationerne frit løb i den belgiske hovedstad.

Inden mødet viste TV-billeder, at demonstrerende landmænd var mødt op i traktorer, og flere kom i karambolage med politiet, der måtte bruge vandkanonerne for at afkøle demonstranterne.

Det ærgrer Martin Merrild, at demonstrationen udviklede sig, som den gjorde.

»Rigtig meget af det, der er foregået, er sket i ro og orden. At det alligevel udvikler sig hen på eftermiddagen er selvfølgeligt meget ærgerligt. Det er en ganske, ganske lille del af landmændene, der har fået det til at eskalere,« lyder det fra formanden for Landbrug & Fødevarer.

Heller ikke ministeren har meget tilovers for, de landmænd, der kom i clinch med politiet.

»Jeg har stor forståelse for, at landmændene går på gaden og råber højt. Men det er ikke rimeligt at sige, at det er EUs skyld,« siger Eva Kjer Hansen.

EU har allerede været i gang med en række hjælpeordninger. Eksempelvis blev det for nyligt vedtaget, at en særlig krisestøtte til frugt- og grøntproducenter vil fortsætte, oplyser Landbrugsavisen.