Minister forsvarer håndtering af voldelig sikkerhedsvagt

Minister fortæller, at embedsfolk fortalte Macrons kontor om voldssag, men han informerede ikke selv Macron.

Den franske indenrigsminister, Gérard Collomb, fortalte ikke præsident Emmanuel Macron om en video, der viser præsidentens sikkerhedsvagt slå en ung mand i maj. REUTERS/Philippe Wojazer Fold sammen
Læs mere
Foto: PHILIPPE WOJAZER

Den franske indenrigsminister, Gérard Collomb, fortalte ikke præsident Emmanuel Macron om en video, der viser præsidentens sikkerhedsvagt slå en ung mand i maj.

Men hans embedsfolk informerede præsidentens kontor og politiet om episoden.

Sådan lyder indenrigsministerens forklaring mandag, hvor han i et samråd skal forklare sig i sagen, der har udviklet sig til en skandale for Macron.

I videoen ses sikkerhedsvagten Alexandre Benalla, der har arbejdet tæt på Macron, slå en mand under en demonstration 1. maj. Videoen kom først frem i offentligheden i sidste uge, da den franske avis Le Monde afslørede den.

Dagen efter offentliggjorde avisen en anden video, der viser Benalla smide en ung kvinde i jorden under samme demonstration. Siden er Benalla blevet fyret og sigtet for vold.

Indenrigsministeren forklarer nu, at hans embedsfolk informerede ham om videoen 2. maj - altså dagen efter at volden fandt sted i Paris.

Men Collomb mener ikke, at det var hans opgave at fortælle anklagemyndigheden om den påståede vold.

»De sagde, at de allerede havde informeret politiet og advaret præsidentens kabinet, hvilket var passende, da de nødvendige foranstaltninger skal tages på det rette niveau,« siger ministeren.

Og han indviede ikke Macron i den mulige vold, før Le Monde offentliggjorde videoen i onsdags, lyder det.

»Jeg nævnte aldrig Benalla-sagen ved vores møder med præsidenten,« siger han.

I den omtalte video fra demonstrationen ses Benalla med en politihjelm og et politiarmbind, og ifølge Collomb var han også i besiddelse af en politiradio.

Sådan var Benalla udstyret, selv om han kun var med til demonstrationen som observatør og skulle følges af en politibetjent, der skulle sikre, at han ikke deltog.

Indenrigsministeren fortæller, at det er normalt, at observatører iføres sikkerhedsudstyr, men han ved ikke, hvem der gav Benalla armbind og politiradio.

Det vil politiets øverste kontrolmyndighed afklare, siger ministeren.

Også en anden sikkerhedsansat i Emmanuel Macrons regeringsparti, Vincent Crase, er sigtet i sagen.

Det samme er tre politifolk, der mistænkes for at have udleveret overvågningsmateriale til Benalla i et forsøg på at hjælpe ham med at rense sit navn.

/ritzau/AFP