Minister: 207 er døde ved ulykke i Victoriasøen

Over 200 mennesker døde, da færgen "MV Nyerere" gik under i Victoriasøen torsdag.

Mens redningsarbejdere lørdag er lykkedes med at finde en enkelt overlevende fra en færgeulykke torsdag i Victoriasøen ud for Tanzania, vokser tragediens omfang.

Ifølge nyhedsbureauet AFP oplyser Tanzanias transportminister, at der er fundet 207 dødsofre for færgeulykken.

41 personer har ifølge transportministeren overlevet færgen "MV Nyereres" forlis.

Til nyhedsbureauet Reuters fortæller en af de overlevende, Charles Ngarima, at færgens forlis skete hurtigt.

- Færgen vendte rundt meget hurtigt og dækkede over os, siger Charles Ngarima til Reuters.

- Jeg var heldig. Jeg var i stand til at svømme under vandet, uden at vide hvor jeg svømmede hen. Mens jeg svømmede i sikkerhed, ramte jeg flere metalstænger, som ramte mig i ansigtet og baghovedet.

/ritzau/