Mindst tre soldater dræbt ved Den Røde Moské

Mindst tre soldater meldes dræbt, efter pakistansk militær stormede den belejrede moské i Islamabad. kilder melder om "mange" tilskadekomne.

Mindst tre soldater er dræbt og syv andre såret efter kampe ved Den Røde Moské i Pakistans hovedstad Islamabad, hvor militæret har indledt en operation mod militante ekstremister.

Meldingen om ofrene kom fra en læge, Mohammad Zaheer fra Pakistans Institut for Medicin, der sagde at en af de sårede er på operationsbordet.

Kort inden sagde en højtstående embedsmand, at der var "mange tilskadekomne", men ingen har endnu overblik over situationen.

/ritzau/