Mindst 750 bådflygtninge reddet ud for Libyens kyst

Læger uden Grænser har lørdag reddet 750 flygtninge og migranter fra at drukne ved Libyens kyst. Ved den græske kyst er flere mennesker også kæntret på deres vej mod Europa.

Læger uden Grænser har reddet 750 flygtninge, der kæntrede nær Libyens kyst. Fold sammen
Læs mere
Foto: YANNIS BEHRAKIS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LIBYEN: Mindst 750 flygtninge og migranter blev lørdag reddet fra at drukne, efter tre både fyldt med mennesker på vej mod Europa kæntrede nær den libyske kyst, skriver AFP ifølge Daily Star.

»Over 750 mennesker er blevet reddet. Personerne har flere forskellige nationaliteter, og heldigvis er de alle i god behold,« siger Sami al-Subaihi, talsmand for Læger uden Grænser, til AFP ifølge Daily Star.

Talsmanden for nødhjælpsorganisationen fortæller samtidig, at der lørdag formiddag pågår en redningsaktion, da en fjerde båd med flygtninge muligvis også er kæntret.

»Vi er på vej ud til en fjerde båd for at se, hvordan situationen er der,« siger Sami al-Subaihi.

Læger uden Grænser oplyser, at de har læger til stede på redningsbådene, som kan hjælpe flygtningene, hvis de eksempelvis dehydrerer.

Senest fredag blev 102 bådflygtninge reddet i Middelhavet af de libyske myndigheder. Syv mennesker mistede dog livet.

Og det er ikke kun i Libyen, at flygtningenes tur til Europa er forbundet med stor fare.

Lørdag er en femårig pige død, mens 13 andre flygtninge meldes savnet, efter en båd kæntrede tæt ved den græske ø Lesbos, oplyser den græske kystvagt til nyhedsbureauet Reuters.

 

Talsmanden for de græske kystvagter fortæller til Reuters, at 11 personer er blevet reddet efter bådulykken, som fandt sted, da flygtningene var på vej fra Tyrkiet til Grækenland.

De seneste tal fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM) viser, at 2000 bådflygtninge indtil videre har mistet livet i 2015. Det er omkring 400 flere end sidste år.