Mindst 50 dræbt i blodigt fangeoprør i Brasilien

Et fangeoprør mellem rivaliserende narkobander i Brasiliens jungle har kostet mindst et halvt hundrede livet.

Foto: STRINGER.
Læs mere
Fold sammen

Brasilia. Mindst 50 mennesker er dræbt i forbindelse med et voldeligt fangeoprør i byen Manaus i Brasilien.

Det oplyser delstatens sikkerhedschef til den brasilianske tv-station Globo.

Der er frygt for, at dødstallet vil stige yderligere, efterhånden som myndighederne får overblik over omfanget af oprøret, siger sikkerhedschefen, Sergio Fontes.

Fangeoprøret brød ud natten til søndag lokal tid. Det blev udløst af et slagsmål mellem rivaliserende narkobander i fængslet, der ligger i den brasilianske Amazonas-jungle.

Internationale menneskerettighedsgrupper har gentagne gange kritiseret forholdene i de brasilianske fængsler.

Det er almindeligt, at der er langt flere indsatte, end fængslerne er bygget til, og der udbryder ofte voldelige fangeoprør.

/ritzau/Reuters