Mindst 36 dræbt ved to bombeaktioner i Pakistan

To selvmordsattentater i Pakistan dræbte mindst 36 personer torsdag. Mange af de omkomne var politifolk. Præsident Musharraf kræver oprørerne nedkæmpet.

Mindst 36 personer blev dræbt og mange flere såret, da to selvmordsbombere sprængte sig selv i luften i Pakistan torsdag.

Mindst 30 mennesker, heraf otte politifolk omkom ved et selvmordsattentat i byen Hub i provinsen Baluchistan.

Attentatmanden udløste bomben, da biler fyldt med kinesiske arbejdere og lokale sikkerhedsfolk passerede. Ifølge myndighederne kom ingen kinesere noget til ved attentatet. Alle de mindst 30 dræbte er pakistanere.

Få timer tidligere blev mindst seks dræbt, da en attentatmand pløjede sin bil fyldt med sprængstoffer gennem porten til en politiskole i byen Hangu i den nordlige Waziristan-provins. Attentatet fandt sted mens politielever var i gang med at eksercere i gården.

/ritzau/