Mindst 30 dræbt ved moské i Pakistan

Bombemand dræber mindst 30 personer i Pakistan. Attentatet var sandsynligvis rettet mod en tidligere indenrigsminister, der bekæmper ekstremister.

Mindst 30 personer omkom fredag, da en bombemand sprængte sig selv i luften i en moské i det nordvestlige Pakistan. Mange andre blev såret.

Aktionen var sandsynligvis rettet mod Aftab Khan Sherpao, der var Pakistans indenrigsminister med ansvar for sikkerhed, indtil regeringen for nylig blev opløst forud for det kommende parlamentsvalg.

Han var i færd med at modtage gæster i forbindelse med den muslimske højtid eid al-adha, da bomben eksploderede ved siden af hans hjem. Sherpao slap uskadt, men hans søn, der også er politiker, blev kvæstet.

Nyhedsbureauet AFP citerede tidligere den lokale politichef for at oplyse, at bomben havde kostet mindst 50 livet.

Khan Sherpao er en af Pakistans mest åbenmundede kritikere af militante islamister og deres voldshandlinger og har under sin tid som minister forsøgt at bekæmpe de militante grupper.

I april overlevede Sherpao et andet attentat, hvor 28 personer omkom. Han er en af præsident Pervez Musharrafs nærmeste allierede og ventes at stille op ved parlamentsvalget i januar.

/ritzau/Reuters