Mindst 20 er dræbt i israelsk luftangreb mod Gaza

20 mennesker er dræbt i Gaza, heraf ni børn, oplyser sundhedsministerium ifølge avisen Haaretz. 65 er såret.

 
Mandag aften er der blevet affyret adskillige raketter fra Gaza mod Israel. Video: AP/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Mindst 20 palæstinensere er dræbt i et israelsk gengældelsesangreb mod Gazastriben mandag aften. Ni børn er blandt dødsofrene.

65 andre er såret.

Det oplyser sundhedsministeriet i den palæstinensiske enklave ifølge den israelske avis Haaretz.

Det israelske luftangreb mandag aften kommer, efter at mindst 30 raketter blev affyret fra Gaza mod Israel.

Det fik sirenerne til at gå i gang i Jerusalem og andre byer i området samt i grænseregionen tæt ved Gaza.

Hamas-bevægelsen, der kontrollerer Gaza, har taget skylden for angrebet.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at Hamas har »krydset en rød linje« med sine raketangreb mod Israel, og at der vil komme et »kraftfuldt« svar.

»Vi er i en kamp på mange fronter. Jerusalem, Gaza og andre steder i Israel. Terrororganisationerne i Gaza krydsede en rød linje,« siger Netanyahu ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Vi vil svare kraftfuldt igen. Vi vil ikke tolerere angreb mod vores territorium, vores hovedstad, vores borgere og vores soldater. Dem, der angriber os, vil betale dyrt for det.«

En talsmand for den israelske hær bekræfter, at Israel er i gang med luftangreb mod Hamas, og at antallet af soldater i Gaza-divisionen vil blive øget.

»Vi er begyndt på, og jeg gentager begyndt på, at angribe militære mål i Gaza,« siger hærens talsmand, Jonathan Conricus.

Han siger også, at en højtstående kommandant i Hamas er dræbt. Det bekræfter kilder i den militante bevægelse over for nyhedsbureauet AFP.

Militæret siger videre, at det holder Hamas – der har kontrollen i Gazastriben – ansvarlig for angrebet, og at den militante bevægelse nu mærker konsekvensen.

Raketterne blev affyret fra Gazastriben få minutter efter klokken 17.00 dansk tid. Det var den tidsfrist, Hamas-bevægelsen havde givet Israel til at trække sine sikkerhedsstyrker væk fra blandt andet området ved al-Aqsa moskeen i Jerusalem.

Hamas har taget skylden for raketangrebet.

Der er ikke meldinger om nogen dræbte ved angrebet mod Israel. Men mindst én person er såret og et hus ved Jerusalem er ødelagt, skriver israelske medier.

Det er de mest alvorlige sammenstød mellem Israel og Hamas i flere måneder.

I Jerusalem har situationen været højspændt siden fredag, hvor kampklædt israelsk politi stødte sammen med palæstinensere i forbindelse med den sidste fredagsbøn i muslimernes hellige fastemåned, ramadanen.

Det er de værste uroligheder i byen siden 2017.

Vreden er på palæstinensisk side udløst af, at Israel vil smide palæstinensiske familier ud af deres huse i Sheikh Jarrah-distriktet i Østjerusalem.

Siden fredag er hundredvis af palæstinensere blevet såret i sammenstød, der er blevet mødt med fordømmelse fra det internationale samfund.

/ritzau/Reuters