Mindst 20 personer er onsdag morgen blevet dræbt i russiske missil- og droneangreb rettet mod det vestlige Ukraine.
Det oplyser Ukraines statslige beredskab ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ofrene befandt sig i byen Ternopil.
Blandt de dræbte er to børn. Derudover er et større antal sårede.
Der er tale om et af de dødeligste russiske angreb, der er blevet udført mod det vestlige Ukraine, siden Ruslands invasion i 2022.
Tidligere på dagen oplyste Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at angrebet på Ternopil ramte et beboelsesområde.
Rusland brugte ifølge præsidenten mere end 470 droner og 48 missiler til at angribe Ternopil og en lang række andre områder i løbet af natten.
Blandt de øvrige mål var Kharkiv, som ligger i Østukraine.
- Der har også været et massivt angreb, som allerede begyndte i aftes, rettet mod Kharkiv. Dusinvis af mennesker blev såret i byen - herunder børn.
- Energifaciliteter, transport og civil infrastruktur blev beskadiget, skrev den ukrainske præsident onsdag morgen.
Kharkiv er Ukraines næststørste by.
Mindst 32 personer er ifølge Kharkivs guvernør, Oleh Synjehubov, blevet såret i byen, skriver han på beskedtjenesten Telegram.
Derudover er der meldinger om angreb på regionerne omkring byerne Ivano-Frankivsk og Lviv, som begge ligger i det vestlige Ukraine, og Donetsk i det østlige Ukraine.
Området omkring hovedstaden, Kyiv, samt regionerne omkring Mykolajiv, Tjernihiv og Dnipro er også blevet angrebet, skriver Zelenskyj.
Luftalarmerne blev aktiveret i næsten hele Ukraine klokken 04 lokal tid - klokken 05 onsdag morgen dansk tid.
Tidligere på morgenen meddelte Polens operative kommando, at landet havde sendt jagerfly på vingerne på grund af angreb i det vestlige Ukraine tæt på grænsen til Polen.
Samtidig lukkede Polen to lufthavne i byerne Rzeszow og Lublin midlertidigt som følge af indsatsen.
/ritzau/
