Mindst 175 dræbt ved selvmordsattentater i Irak

Tre koordinerede selvmordsattentater rettet mod Yazidi-sekten i det nordlige Irak har, ifølge militærkilder, kostet mindst 175 mennesker livet.

Mindst 175 mennesker blev dræbt tirsdag, da selvmordsbombere sprængte tre tankbiler i luften i det nordlige Irak, oplyser irakiske militærkilder over for nyhedsbureauet Reuters.

Det koordinerede angreb fandt sted i forskellige distrikter i Kahtaniya, lige vest for storbyen Mosul, 390 km nord for Bagdad. Bombeattentaterne var rettet mod Yazidi-sekten.

Yazidierne er medlemmer af en førislamisk kurdisk sekt, der lever i det nordlige Irak og Syrien.

Tidligere på dagen oplyste de irakiske myndigheder, at de tre angreb havde kostet en snes mennesker livet.

En kaptajn i den irakiske hær, Mohammad al-Jaad, oplyser, at mindst 200 mennesker blev såret ved de tre bombeattentater.

Der er tale om et af de værste koordinerede terrorangreb under den fire år lange krig i Irak.

/ritzau/