Mindst 14 dræbt ved Den Røde Moské i Islamabad

En restaurant nær Den Røde Moské i Islamabad ramt af selvmordsattentat, mens radikale islamister atter trænger ind i moskéen.

Mindst 14 mennesker, heriblandt syv politifolk, blev fredag dræbt, da en selvmordsterrorist sprængte sig selv i luften på en restaurant nær Den Røde Moské i Islamabad i Pakistan, sagde sikkerhedskilder.

- Omkring 42 mennesker blev såret ved selvmordsattentatet, siger indenrigsminister Syed Kamal Shah til det tyske nyhedsbureau dpa.

Tilstanden hos flere af de sårede betegnes som kritisk.

Bombemanden sprængte sig selv i luften blandt en gruppe politifolk. Det skete, mens hundredvis af radikale muslimer protesterede ved Den Røde Moské, bedst som myndighederne ville genåbne den.

Demonstranterne trængte ind i moskeen, og efter at politiet i begyndelsen havde forholdt sig afventende, tog ordensmagten tåregas i brug, da de radikale muslimer ikke frivilligt ville forlade moskéen.

/ritzau/