Mindst 134 mennesker styrtede i døden, da en fodgænger-hængebro fra kolonitiden brød sammen søndag i Indiens vestlige delstat Gujarat, oplyser indisk politi mandag. Mange børn er blandt de omkomne.
Myndighederne siger, at næsten 500 mennesker fejrede Diwali-højtiden ved og på den 150 år gamle hængebro i byen Morbi, da de bærende kabler brast efter mørkets frembrud.
Mindst 30 mennesker blev kvæstet ved ulykken.
Billeder på indisk tv viste søndag og tidligt mandag ambulancer i pendulfart mellem ulykkesstedet og byens hospital.
Til avisen India Today siger Harsh Sanghavi, der bestrider en ministerpost i den lokale regering, at 70 mennesker er blevet reddet og bragt til hospitalet.
Ifølge Gujarats indenrigsminister, Harsh Sanghavi, befandt »over 150" mennesker sig på den smalle hængebro, da ulykken indtraf.
Nogle medier skriver, at der var helt op mod 500 personer på selve broen, da den faldt sammen og sendte de mange mennesker i Machhu-flodens vand.
Billeder og videooptagelser viser den ødelagte bro samt mennesker, der forsøger at kravle i land via broens kabler og net. Andre er i vandet, men holder stadig fast i broens skelet.
Den 230 meter lange bro blev bygget i 1800-tallet under det britiske styre. Den blev for nylig genåbnet efter renovering.
India Today skriver, at det blot er fem dage siden, at man igen kunne begynde at krydse broen.
Arbejdet med at renovere broen havde ifølge nyhedsbureauet Reuters stået på i seks måneder.
Broen kollapsede, fordi den ikke kunne holde til vægten af de mange mennesker, skriver nyhedsbureauet PTI, der har oplysningen fra embedsfolk.
Den 230 meter lange bro anvendes af et stort antal mennesker, særligt i forbindelse med de indiske højtider diwali og chhath puja, der blev fejret henholdsvis mandag og søndag.
/ritzau/Reuters



