Mindst 13 personer er sårede efter eksplosion i Lyon

Anklagemyndigheden i Paris undersøger eksplosion i Lyon fredag som terror, skriver Reuters.

FRANCE-BLAST
Foto: PHILIPPE DESMAZES

En eksplosion i den centrale del af byen Lyon i Frankrig sårer mindst 13 personer. Det skriver flere nyhedsbureauer. Ingen personer meldes i livsfare.

De sårede skal kun have fået lettere skader.

Eksplosion bliver undersøgt som terror. Det oplyser anklagemyndigheden i Paris ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Efterforskere har mistanke om, at eksplosionen er fra en pakkebombe, melder nyhedsbureauet AFP. Pakken skal angiveligt have indeholdt skruer og bolte.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, beskriver eksplosionen som »et angreb« uden dødsfald til følge.

»Det er ikke min opgave at oplyse om, men det virker til, at der ikke er nogen dødsfald. Mine tanker går til de tilskadekomne og deres familier,« siger præsidenten.

Ifølge den franske avis Le Figaro skete eksplosionen nær et bageri.

Årsagen til eksplosionen er ifølge det franske indenrigsministerium endnu ukendt, skriver nyhedsbureauet Reuters. 13 personer er tilskadekomne, men ingen er i livsfare, lyder meldingen fra ministeriet.

Ifølge nyhedsbureauet dpa leder politiet efter en mistænkt mand, som angiveligt skal have flygtet på cykel.

Kommunikationschef for de regionale myndigheder Kamel Amerouche siger til nyhedsbureauet AP, at de, som blev ramt, har fået skader i benene.

Eksplosionen skete ved 17.30-tiden fredag på hjørnet mellem gaderne Victor Hugo og Sala, oplyser myndighederne i regionen på Twitter.

I meldingen fra myndighederne bliver folk bedt om at holde sig væk fra området.

Ifølge netavisen leprogres.fr er en pige på otte år blandt de tilskadekomne.

Politiet rykkede hurtigt ud til stedet efter eksplosionen, og området blev hurtigt afspærret og fyldt med politistyrker.

/ritzau/