Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
NEPAL: Dødstallet efter lavineulykken på det 8.848 meter høje Mount Everest i Himalaya steg fredag eftermiddag til 13, skriver avisen The Guardian.
En embedsmand fra det nepalesiske udenrigsministerium oplyser ifølge avisen, at 13 lig indtil videre er blevet gravet fri og bragt ned til en såkaldt basecamp i 5.800 meters højde.
Herfra havde en snes lokale guider, kaldet sherpaer, fredag morgen begivet sig op mod et gletsjerområde for at fastgøre liner og udlægge depoter, som bjergbestigere fra alverdens lande om kort tid skal gøre brug af, når de vil forsøge at nå bjergets tinde.
Syv sherpaer savnes endnu, og derfor kan ulykken nå at udvikle sig til den værste på en enkelt dag.
Sidste år blev otte bjergbestigere og sherpaer dræbt under hele sommersæsonens bjergbestigninger, og under den hidtil værste ulykkessæson i 1996, omkom 15 bjergbestigere og sherpaer.
En talsmand for turistministeriet, Mohan Krishna Sapkota, bekræfter, at alle de dræbte og savnede er nepalesere.
Maj byder på de bedste vejrforhold til at bestige Mount Everest, og derfor er der trængsel i lejrene og på klatreruterne. Sidste sæson nåede flere end 500 bjergbestigere toppen, og på en enkelt dag, 19. maj, stod omkring 150 nærmest i kø for at komme de sidste 900 meter op til tinden.
I år 2000 omkom en 27-årig dansker på Mount Everest, da han styrtede i døden, efter at han sammen med en kammerat kort før målet måtte opgive at nå op til toppen på grund af en snestorm.