Mindst 12 meldes dræbt i angreb på marked i Nigeria

Læs mere
Fold sammen

Mindst 12 personer meldes dræbt i en eller flere eksplosioner på et marked i Nigeria. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Oplysningerne stammer fra øjenvidner og en kilde i landets sikkerhedsmyndigheder, der også oplyser, at flere end 20 personer er blevet såret.

Ifølge det nigerianske medie Premium Times Nigeria var det et fjerkræsmarked i Maiduguri i Borno, der blev ramt af et selvmordsbombeangreb. Talsperson for politiet i Borno Gideon Jibrin bekræfter, at markedet er blevet ramt af en eksplosion. Han oplyser dog, at antallet af dræbte endnu ikke er blevet gjort op.

Nigeria er hårdt plaget af uroligheder. For nylig blev op mod 2.000 personer meldt dræbt i et angreb mod byen Baga i den nordøstlige del af landet.

Terrorgruppen Boko Haram beskyldes for at stå bag angrebet mod Baga.

BNB