Mindst 12 dræbt af bombe i Cameroun

Douala: Mindst 12 mennesker blev dræbt, da én eller to selvmordsbombere onsdag sprængte sig i luften i en moské i Cameroun, oplyste myndigheder i det vestafrikanske land.

Angrebet skete i en landsbymoské, da mange var samlet til morgenbøn. Landsbyen Kouyape ligger helt nord i landet - et område tæt på grænsen til Nigeria.

Myndighederne antager, at det er den nigerianske islamistgruppe Boko Haram, som står bag. Den voldelige gruppe, der er imod uddannelse, skoler og bøger, har erklæret sig allieret med Islamisk Stat, der kontrollerer områder i Syrien og Irak.

Den islamistiske gruppe ødelagde sidste år over 1000 skoler i regionen Lake Tchad, som er Boko Harams højborg.

/ritzau/Reuters