Mindst 10 vragdele fundet - kommer måske fra forsvundet fly

En flydør, en nødrampe og forskellige andre vragdele fra det forsvundne AirAsia-fly er angiveligt blevet fundet i Javahavet under eftersøgningen.

En flydør, som kan stamme fra det forsvunde AirAsia QZ8501 fly, er blevet fundet.  Her er redningsfolk ved at stige om bord på en båd, som skal sejle ud og lede efter det forsvundne fly.  Fold sammen
Læs mere
Foto: ADEK BERRY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

INDONESIEN: Vragdele fra det forsvundne AirAsia-fly QZ8501 er muligvis blevet fundet under eftersøgningen.

Sky News skriver, at mindst ti store objekter, der angiveligt er vragdele fra flyet, er blevet fundet i Javahavet i det sydøstlige Asien omkring ti kilometer fra det sted, hvor flyet forsvandt fra radaren søndag morgen.

Der er tale om en flydør og en nødrampe, skriver Sky News, mens nyhedsbureauet Reuters rapporterer om, at indonesiske TV-stationer viser billeder af genstande i vandet, der efter alt at dømme er vragdele fra det forsvundne passagerfly.

»Vi har spottet ti store objekter og en masse små hvide objekter, som vi ikke kunne fotografere,« siger en repræsentant for de indonesiske luftfartsmyndigheder, Agus Dwi Putranto, på en pressekonference, skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Yahoo News.

En fotograf fra AFP siger, at han har set redningsveste, en redningsbåd og andet udstyr i vandet.

AirAsia-flyet var på vej fra Indonesien til Singapore med 162 personer om bord, da det pludselig forvandt fra radaren, og myndighederne mistede kontakten til piloterne tidligt søndag morgen lokal tid.

En storstilet eftersøgning blev iværksat søndag, og den er siden blevet udvidet med hjælp fra flere andre lande - heriblandt USA og Australien. Senest har amerikanerne sendt et krigsskib til området, der skal hjælpe til i eftersøgningen.

Tirsdag udvides eftersøgningen, og 30 skibe og 21 fly fra Sydkorea, Singapore, Malaysia og Australien skal afsøge et 16.000 kvadratkilometer stort område i hovedsagligt Javahavet, der ligger i den sydlige del af Stillehavet mellem de indonesiske øer Java og Borneo.