Mindekoncert for Diana

Kendte pop- og rockstjerner mindes prinsesse Diana ved stor koncert i London.

En samling af internationalt kendte pop- og rockstjerner gav søndag en koncert til minde for afdøde prinsesse Diana på Wembley Stadion i London.

Koncerten var arrangeret af Dianas to sønner, prins William og prins Harry, for at markere 10 årsdagen for hendes død og for hendes humanitære arbejde, som de føler, er blevet glemt.

Koncerten blev indledt af prinsesse Dianas nære ven Elton John, der også sang ved hendes begravelse. Første nummer var "Your Song".

Elton John blev fulgt af Duran Duran, The Feeling, Fergie fra gruppen Black Eyed Peas, Lily Allen, den amerikanske rapper Pharrell Williams og den engelske National Ballet, der var en af Dianas favoritter.

Koncerten blev introduceret af skuespilleren Kiefer Sutherland, der kaldte Diana en "givende ikon", mens hendes sønner roste hende som mor.

Diana kunne være blevet 46 år søndag.

/ritzau/