»Min søn skal trives, og det tror jeg ikke, han kan i den danske folkeskole«

Født og opvokset i Danmark, uddannet i danske skoler og tilhængere af danske værdier. Alligevel vælger stadigt flere muslimske familier at sende deres børn i muslimske skoler. Fravalget af folkeskolen skyldes ofte et tilvalg af disciplin og opdragelse.

Imran Uzuner var glad for sin egen danske skolegang, men sender alligevel sønnen, Miran, i rød trøje, i Muslimsk privatskole. »Vores drengebørn har brug for hårdere disciplin. De risikerer hurtigt at komme i dårlige miljøer, hvis der ikke bliver taget hånd om dem i en tidlig alder.« Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

»Min søn skal trives, og det tror jeg ikke, han kan i den danske folkeskole.«

Sådan forklarer 28-årige Imran Uzuner sit fravalg af folkeskolen til sin seksårige søn, Miran, der i stedet går i en muslimsk privatskole i Danmark.

Hun tilhører det voksende antal efterkommere af indvandrere, der er født og opvokset her i landet, og som selv har gået i den danske folkeskole, men som nu foretrækker at sætte sit barn i en muslimsk skole.

En undersøgelse foretaget af tænketanken Kraka viser dels, at elever af anden etnisk baggrund end dansk klarer sig langt bedre til afgangseksamen på de muslimske privatskoler end på almindelige folkeskoler, dels at forældre, der vælger muslimske privatskoler, ofte har lavere indtægt end dem, der vælger offentlige skoler.

»I dag bliver både den svageste og stærkeste elev overset i den nye skolereform på grund af sparekniven,« mener Imran Uzuner.

Hendes forældre er førstegenerations gæstearbejdere fra Tyrkiet. Hun er selv cand.mag. i tysk og dansk og underviser på en dansk folkeskole. Hun har også selv gået i en folkeskole i Hvidovre Kommune og har været tilfreds med det, men i dag vil hun skåne sin egen søn af to grunde. For det første er hun utilfreds med den nye skolereform. For det andet mener hun, at folkeskolerne er inkompetente i forhold til de udfordringer, nydanskerne til stadighed har.

»Selv om min søn er 3.Ger (tredjegenerationsindvandrer, red.), betyder det ikke, at han ikke har udfordringer i forhold til etnisk danske elever. Men den nuværende folkeskole tager ikke hensyn til disse kulturelle udfordringer. Den ser alle elever som lige, men det er de jo ikke,« siger Imran Uzuner.

Den korte snor

Hun lever med sin familie i stationsbyen Avedøre, hvor der bor mange familier med anden etnisk baggrund, primært fra Mellemøsten. Til tider har stationsbyen store udfordringer med kriminalitet blandt drenge med anden etnisk baggrund.

»Vores drengebørn har brug for hårdere disciplin. De risikerer hurtigt at komme i dårlige miljøer, hvis der ikke bliver taget hånd om dem i en tidlig alder. På Hay Skolen (tyrkisk friskole, red.) holdes eleverne i kort snor, og dét kan jeg godt lide,« siger Imran Uzuner.

Selv om hun er glad for Danmark og danske værdier, synes hun ikke om den danske opdragelse i folkeskolen.

»Man kan naturligvis kritisere mig og sige: ’Jamen, så opdrag selv dine børn!’ Men vores børn er institutionsbørn. De tilbringer mere tid dér end derhjemme, og en stor del af deres socialisering sker gennem institutionerne. I dag er elever på danske skoler møgforkælede, de har ingen respekt for lærerne og taler grimt til os. Man skal heller ikke stå skoleret mere, sådan var det altså ikke, da jeg gik i folkeskole som barn.«

Vigtigt at blive set

Marie Stahlschmidt er cand.mag. i mellemøststudier og har skrevet speciale om børn med tyrkisk/kurdisk baggrund og deres oplevelse af den danske folkeskole. Ifølge hende er Imrans bekymringer ikke helt grundløse:

»I de cases, jeg arbejdede med, så jeg tydeligt, at de elever, der havde lærere i folkeskolen, som gav dem ekstra opmærksomhed i forhold til de etnisk danske elever, klarede sig langt bedre efter folkeskolen. Det at blive set og hørt var for disse elever ofte det vigtigste,« siger Stahlschmidt.

16-årige afghanske Parnejeen Habibi fra Ishøj er enig med Imran Uzuners ønske om kortere snor til eleverne. Hun gik i en dansk folkeskole indtil 8. klasse, hvor hun efter eget ønske blev flyttet til den muslimske privatskole Al Quds Skole i Københavns nordvestkvarter. I dag går hun på et dansk gymnasium.

»Det var som om, det var mere naturligt for mig at være i den muslimske skole. De kunne forstå mig og de begrænsninger og udfordringer, min baggrund giver mig. På den danske skole forstår de ikke, når jeg som muslim eksempelvis ikke må drikke, selv om både skolen og eleverne er vant til mange muslimske elever. Jeg følte mig udstødt på den danske, men fri på den muslimske skole,« fortæller Parnejeen Habibi.

Både hun og Imran Uzuner mener, at der er for frie tøjler i den danske skole, og at eleverne får for lidt ansvar. De mener også, at eleverne ikke har respekt for underviserne i den danske skole i modsætning til den muslimske, hvor eleverne ser dem som en autoritet og opfører sig herefter.

»Jeg synes, danskerne forstår ’frihed’ på en anden måde end os. Det efterlader ofte eleven i uvished, en slags ansvarsløshed, som ikke findes på den muslimske skole«, siger Parnejeen.

På Imran Uzuners søns skole, Hay Skole, bliver elever »mildt straffet«, hvis eleven kommer for sent efter frikvarteret, eller hvis han/hun ikke har lavet sine lektier. Straffen kan være, at den pågældende skal tage skraldet den dag eller rengøre klasselokalet.

Skærpet tilsyn med de muslimske skoler

I marts 2016 indgik regeringen, DF, LA og K en aftale om at skærpe tilsynet med de frie grundskoler. Aftalen var især møntet på de muslimske friskoler. En af tankerne bag forslaget var at sikre, at de muslimske skoler lærte deres elever nok om demokrati og det danske folkestyre. I øvrigt skulle aftalen stramme grebet om koranundervisningen på nogle af skolerne. Kritikken fra regeringen lød blandt andet, at eleverne er for isolerede fra den danske virkelighed og derfor ikke integreres ordentligt.

De muslimske privatskoler afgør selv, hvem de vil optage og sammensætter selv deres skolebestyrelse. Hos langt de fleste af skolerne skal eleverne igennem en screening, hvor skolen bedømmer, om de er egnet til undervisningsniveauet.

Det har Imran Uzuner intet problem med. Hun påpeger, at fritidsaktiviteter også spiller en rolle, når hendes søn skal lære at være en del af det danske samfund.

»Miran går til fodbold i sin fritid, og han er faktisk den eneste, der ikke er etnisk dansk, så han har masser af danske venner. De holder endda jul på Mirans skole, så den er ikke på den måde særlig muslimsk bortset fra, at målgruppen er muslimske tyrkere og kurdere.«

Lærerens forbehold

Men på andre skoler er det anderledes. Den nu pensionerede lærer Marianne Spanggaard kan godt forstå nogle af politikernes forbehold. Hun har selv haft problemerne inde på livet, da hun underviste på den muslimske Nord-Vest Privatskole i fem år.

»Jeg blev desværre bekræftet i alle mine fordomme om den muslimske skole. Meget af det var faktisk endnu værre,« siger hun.

»Nogle af pigerne havde det virkelig stramt. Det eneste ’frirum’ de havde, var skolen, og de fik besked på hjemmefra ikke at samarbejde med drengene. I øvrigt havde hverken drengene eller pigerne danske venner«.

Parnejeen Habibi kan genkende visse af fordommene og havde da også selv nogle, inden hun skiftede til en muslimsk skole. Eksempelvis var hun nervøs for at blive presset til at tage tørklæde på.

»Jeg var den eneste pige i min klasse på Al Quds Skole, der ikke var tildækket, men ingen pressede mig til at blive det«.

Men hun medgiver, at nogle ting bare var anderledes end i den danske skole. Eksempelvis var piger og drenge i 9. klasse adskilt ved gallafesten. Alligevel er hun glad for, at hun har jongleret imellem to forskellige skoler.

»Jeg har fået det bedste af to kulturer« siger hun.