Min mexicanske bartender vil ikke betale Trumps mur – basta!

»På grund af den republikanske kandidat Donald Trump ringer hans telefon konstant med folk, der melder sig ud af Det Demokratiske Parti.« Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den mexicanske bartender Robert kigger med et listigt blik på min sidemand i en bar uden for byen Youngstown i Ohio. For min sidemand er ikke hr. Hvemsomhelst. Han er en af de ledende demokrater i byen, og det er rent ud sagt et træls job lige nu. På grund af den republikanske kandidat Donald Trump ringer hans telefon konstant med folk, der melder sig ud af Det Demokratiske Parti. Selv gamle partisoldater siger farvel og tak for 30 år. For de vil hellere stemme på »manden med håret«, som min nye ven siger, end Hillary Clinton, som han støtter fuldt og helt.

»Og du kommer til at betale for den skide mur, han vil bygge,« siger demokraten til Robert, som, før han blev nogenlunde legaliseret som indvandrer, hed Roberto. Men det var dengang. Robert har ikke tænkt sig at betale for nogen mur, selv om han er mexicaner og dermed på Trumps liste over de personer, der skal sendes tilbage til Mexico. Men han har ikke noget imod muren. For nu er han nogenlunde legaliseret, hvad det så betyder, og så kan han godt undvære at blive udkonkurreret af sine illegale landsmænd, der sælger sig selv alt for billigt på et arbejdsmarked, der i forvejen er trængt.

Men Robert er uundværlig, for han kan lave en vodka martini, der får James Bond til at glemme alt om brunetter og blondiner. Shaken og stirred og hele svineriet med bløde, kerneløse oliven i rigelige mængder. Og de glider ned hos min sidemand. Jeg er mere forsigtig. Jeg skal trods alt interviewe manden. Jeg nipper derfor til min. For jeg er i gang med det, man i journalistik kalder »interview-situationen«. Dem findes der mange af. Der er de benhårde, hvor man går ind til benet og går tæt på personen og skræller lag for lag af med kritiske spørgsmål. Der er de bløde portrætinterview, hvis man vil have folk til at krænge hele sjælen ud og indrømme, at de har stjålet en halv kylling i supermarkedet, dengang de var børn. Og så er der det, jeg er i gang med. Præsteinterviewet. At være den, der tager imod, lytter, kommer med opmuntrende ord og sørger for, at stemningen ikke brydes. For det er en svær balancegang, og man skal rent ud sagt være kyniker, hvis man ikke har en smule ondt af manden, der ikke aner, hvad i alverden han skal stille op med Trump og prøver alt, hvad han kan, for at holde på flokken.

Og han er ikke alene, men det trøster ham ikke. For alle render rundt som hovedløse høns på grund af Trump, som stormer frem og knuser alle etablerede politikere og holdninger undervejs. Uanset om det er demokrater eller republikanere.

Det er ikke let at være medlem af det parti lige nu. Og for den sags skyld heller ikke republikaner. Længere nede ad vejen sidder der nemlig flere republikanske partifolk, der forsøger at sælge deres lokale kandidat, Ohios guvernør John Kasich, til deres vælgere. Men de vil kun høre om Trump. Og som en konsekvens deraf – eller som et udslag af glad vanvid – har de taget Trump-parykker på. Man kan lige så godt hyle med de ulve, man er iblandt. »Vi er normalt ikke så goofy,« som de senere på aftenen siger til Berlingskes korrespondent, da jeg spørger til parykken. Det er situationen, der gør folk »goofy«, og man kan lige så godt opgive, for der findes ingen kur mod Trump-feberen.

Tilbage til Robert og til en af lederne for partiet, som denne sene eftermiddag stadig er i sit analytiske hjørne. »De vender hjem igen, når de indser deres fejltagelser,« siger den demokratiske boss. »Ingen tvivl om det. De vender hjem igen,« siger han om sine »børn«, der er fortabte i hele den trumpske forvirring. Alle ligger vågne om natten på grund af byggematadoren. Demokraterne har indset, at de mister medlemmer mange steder til Trump. Og Republikanerne har for sent opdaget, hvad de er oppe imod. Men de forstår ikke situationen. De sender gamle republikanere i byen med pæne budskaber mod manden, hvilket kun får Trumps popularitet til at ryge i vejret igen.

Robert har mere end travlt nu, for en del andre demokratiske ledere kommer ind. Også en der er blevet republikaner. »Chuck er god nok. Han blev republikaner, før Trump kom på banen. Han er nemlig kommet til penge, og så tror han, at han er noget,« siger min ven og dunker Chuck på ryggen. Endnu en omgang ryger rundt i lokalet.

Chuck forsøger at løfte stemningen, men forgæves. For krisen er til at tage og føle på, og ingen har en brugbar plan mod Trump. Så jeg får hele historien om byen, stålværkerne, der er væk, fattigdommen, fornedrelsen og det passivt at skulle se på, at arbejdspladserne bare forsvandt ud af landet til Mexico og Kina. For demokraterne kan deres historie. Men de har også været en del af systemet. Og det er sådan noget, der nu hævner sig, for folk har nu i mere end 30 år set, at hverken Republikanerne eller Demokraterne har en løsning. Derfor står Trump stærkt. Og at han er republikaner er i den sammenhæng ligegyldigt.

En time senere forlader jeg baren. De andre sidder tilbage og diskuterer stadig Trump. Men takket være en amerikansk gæstfrihed og en god snak er jeg blevet klogere på situationen. I Youngstown har de overgivet sig til Trump og venter bare på det endelige »nederlag« på tirsdag, når der er valg i Ohio. »Men de vender hjem igen,« som min nye ven trøstende siger.