»Min abort gjorde mig ikke skamfuld, men fik mig til at føle lykke«

Republikanerne forsøger at lukke den største abortudbyder i USA, og kvinder svarer igen med en højrøstet social mediekampagne, hvor de råber deres abort ud fra hustagene. Og det virker.

Foto: ALEX WONG
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lindy West gemmer sig normalt ikke bag et græsstrå. Hun er en stor og larmende feminist, som skriver om lykken ved at være lige præcis den, hun er.

Men der var ikke desto mindre noget, som hun aldrig havde talt om. Hun havde aldrig talt om sin abort. Hun boede i en amerikansk storby med gode venner, som alle gik ind for retten til abort, og som hun skrev i Guardian i sidste uge – de talte om hvem, der havde infektioner og andre skavanker de mest intime steder, og de talte om abort i en politisk kontekst.

»Men jeg anede intet om hvem af dem, der havde fået en abort, og de vidste intet om min. Det er ikke en hemmelighed, det er bare ikke noget, vi taler om,« skrev hun.

Tabu

Der er et ord for den slags – og det er »tabu«. Abort er et amerikansk tabu.

Hvilket er besynderligt for noget, der er lovligt og relativt almindeligt. Siden lovliggørelsen i 1971 er der i USA udført knap 60 millioner aborter, en femtedel af alle graviditeter ender med en provokeret abort, og tre ud af ti amerikanske kvinder vil som 45-årige have fået en abort, oplyser den seksualpolitiske tænketank Guttmacher Institute.

Og tabuet er også besynderligt, fordi et flertal af amerikanerne støtter abort. 55 pct. siger, at abort skal være lovligt, mens 40 pct. siger det modsatte, og tallet har været konstant i 20 år, skriver Pew Research i en nylig rapport.

Men den samme rapport viser også, at abort giver mange amerikanere moralske skrupler. 49 pct. siger, at abort er moralsk forkert, mens kun 38 pct. siger, at det er »moralsk acceptabelt« eller moralsk irrelevant.

Det er abortparadokset, som skaber det amerikanske tabu: Abort er lovligt, relativt almindeligt og støttet af et flertal, men et overtal betragter samtidigt abort som »moralsk forkert«.

Men hvorfor tør amerikanerne ikke stå ved moralen i noget, som de støtter og bruger?

Forklaringen er kampagnen mod abort, som har haft succes med at gøre abort umoralsk og dermed tys-tys, viser en ph.d.-afhandling fra University of Utah. Kampagnen er trestrenget:

• Terror. Siden 1973 har abortmodstandere stået bag 26 drab og drabsforsøg, 108 syreangreb, 41 bombninger og 175 tilfælde af ildspåsættelse. Kun få støtter sådan en terror, men det har ikke desto mindre en afskrækkende effekt.

• Opinion. I det daglige foregår kampagnen med demonstrationer og tilråb efter personel og klienter ved abortklinikker, med billeder af fosterudskrab og et mantra om, at abort er lig med drab, og i Det Republikanske Parti har modstanderne gjort abortmodstand til et dogme.

• Lovgivning. Mellem 2011 og 2014 gennemførte halvdelen af de amerikanske stater 231 restriktioner mod abort, og siden 2012 er antallet af abortklinikker i Texas faldet fra 41 til 18. I Kongressen forsøger Republikanerne i disse dage at lukke den største abortudbyder, organisationen Planned Parenthood, og det var medvirkende til at koste kongresformand John Boehner jobbet. Hans partifæller ville tage regeringsapparatet som gidsel for at lukke Planned Parenthood, og det ville han ikke være med til.
Alt sammen – fra terror til lovgivning – er det med til at knæsætte abort som det ultimative i skam, umoral og tys-tys.

En kvinde, som har fået en abort, er ikke en rigtig kvinde og kun et halvt menneske, og derfor er det bedre at tie stille.

Råb det ud

Men hvad hvis kvinderne ikke tier stille? Hvad så?

Det er strategien bag en kampagne, som begyndte i sidste måned. Debattøren Amelia Bonow fortalte på Facebook, hvordan hun havde fået en abort hos Planned Parenthood – og at hun var »ualmindeligt taknemmelig for det«. Hele tonen i hendes indlæg var at tage skammen og tvære abortmodstanderne i ansigtet med den:

»Min abort gjorde mig ikke skamfuld, men fik mig til at føle lykke … hvorfor skulle jeg ikke være lykkelig? Jeg blev ikke tvunget til at være mor.«

Det blev til den nuværende sociale mediekampagne #ShoutYourAbortion, hvor kvinder fra hustagene fortæller hele verden, at de har fået en abort – og det er også den kampagne, som Lindy West er en del af.

Siden har kvinder på Facebook eller Twitter fortalt om, hvordan de var tindrende glade for at have fået en abort, og nogle af budskaberne på Twitter lyder f.eks.:

»Abort er et medicinsk indgreb, ikke et moralsk hængedynd.«

»Min abort gav mig livet igen. Jeg begyndte at hele efter voldtægt. Jeg fortryder intet.«

»Jeg fik en abort, fordi min søn var fire år gammel, og det var bedst for min familie. Jeg står ved alt.«

»Uden min abort ville jeg for altid være forbundet til en mand, som endte med at misbruge mig.«

»Jeg ville ikke have børn, så jeg fik en abort. Og jeg er glad for det.«

Kvindekampagnen fik modstanderne til at gå i en næsefnysende offensiv med mod-hashtagget #ShoutYourMurder.

Abortmodstanderne truede kvinderne på livet, de offentliggjorde adresser og personlige data, og Lindy West bliver p.t. trollet af website, som angiveligt er oprettet af hendes afdøde far og med billede af ham og beskeden: »Hvorfor er du så stolt af at myrde mit barnebarn?«

Modkampagnen udviklede sig til et offentligt selvmord, og initiativtageren måtte i weekenden beklage, at kampagnen var gået over gevind, men som hun sagde – det gjorde hende så gal, at kvinderne »pralede af deres abort. Abort er ikke noget, man skal dele. Abort er ikke noget, man skal tale om … det er noget, man skal holde for sig selv,« sagde hun til BBC.

Hvilket synes at bekræfte strategien bag #ShoutYourAbortion: At den moralske kvababbelse over abort bygger på en forudsætning om, at man ikke skal tale om abort, men krølle sig sammen i skam.

Hvis kvinderne ikke accepterer den forudsætning, men normaliserer abort i det offentlige rum, så bryder forudsætningen – skammen og abortmodstanden – sammen.