Millionbyens brutale forandring

Selvom hverdagen for indbyggerne på overfladen leves som altid, er meget af Østens mystik i store træk forsvundet fra OL-byen Beijing. Historiske huse er blevet jævnet med jorden og folk tvangsfjernet, for at byen kan vise sig fra sin smukkeste side, når hele verden om få dage følger De Olympiske Lege 2008 fra Kinas hovedstad.

En gruppe kinesere spiller kort på gaden i Beijing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

BEIJING. Hvad blev der af familien Yu? Hele familien på 14 personer boede i et skur med en blikdør. Det var deres hjem. Og deres forretning. De havde en lille kiosk her. I dag ligger det hele hen som en bunke grå murbrokker, og ovenpå står der en gravko.

Murbrokkerne ligger ved siden af Houhai-søen, midt i Beijing. Det er noget af den dyreste jord, man kan finde i byen. Et populært område. Folk går tur rundt om søen. Her er rickshaws, der kører med turister. Butikker, der sælger souvenirs. Barer og restauranter. Og altså det jævnede blikskur, der ikke rigtigt passede ind i billedet. Især ikke, når der nu er OL om få dage, og byen skal se pæn ud.

Siden Beijing vandt konkurrencen om at afholde OL i 2008, har der været gang i den olympiske ansigtsløftning og moderniseringen af Beijing. I alle distrikterne i byen, der er dobbelt så stor som Sjælland.

Her i Houhai-området blev det første hus jævnet med jorden allerede i 2005. Ifølge en artikel på Renminwang er i alt 120 familier og 44 butikker blevet flyttet fra kvarteret i Houhai.

Familien Yu havde også fået at vide, at de skulle flytte ud. Men det ville de ikke. De havde boet her i årtier. Og hvor skulle de tage hen? Nej, de ville have en ordentlig pris for deres grund. Ikke bare den lille kompensation, som bygherren ville give.
Familien gjorde, hvad den kunne for at fortælle omverdenen om dens problem. Men det er farligt. Især her op til OL. De seneste måneder har den kinesiske regering slået ned på kritikere. Tæsket dem. Chikaneret dem. Eller sat dem i fængsel eller arbejdslejre. Derfor gjorde familien også alt for at vise, at de var patrioter. At de ikke var ude på at lave ballade. At de var gode kommunister. Så udenfor på skuret havde de sat billeder op af kinesiske toppolitikere. Fra Mao Zedong til præsident Hu Jintao. Der hang også et kinesisk flag, ligesom de havde skrevet systemvenlige slogans på væggene. »Lad os følge storebror Hu som leder af Kinas Kommunistparti og opbygge et harmonisk samfund og et fredeligt OL«, stod der blandt andet.

Kineserne har et ord for den slags huse, som familien boede i – Dingzihu. Det betyder sømhus. Det er et hus, hvor ejerne har fået at vide, at de skal flytte ud, men hvor de nægter at flytte. For det meste fordi korrupte embedsmænd har givet en entreprenør lov til at bygge på deres grund. Og hvor familien får ingen eller næsten ingen kompensation.

Den patriotiske familie fik indtil for nylig masser af opmærksomhed. Næsten dagligt var der udenlandske journalister ved skuret for at interviewe dem. Bagved stod politiet og filmede og fotograferede de besøgende.

Men de udenlandske avisartikler og TV-indslag hjalp ikke. Den 19. juli beordrede retten i Xicheng-distriktet, at huset skulle rives ned. Midt i debatten om OL, Kina og menneskerettigheder blev huset jævnet. Der skal jo være fint, når OL begynder.

Beijing er under forandring. Det er nærmest en kliché. For Beijing har selvfølgelig altid været under forandring. Enhver anden storby som New York eller København ser også anderledes ud, end den gjorde for 100 år siden. Men det sker i et helt andet tempo i Beijing. Især siden Mao Zedong udråbte Folkerepublikken Kina i 1949. Beijing skulle være en industriby. En model for hele den nye nation. Stålværker, samlebånd og skorstene skulle ind i byen, så templer, bymure og andre historiske bygninger blev revet ned.

Men det er især de seneste cirka 15 år, at det er gået stærkt. Og det tog for alvor fat i 2001, da Beijing vandt kampen om at blive vært for De Olympiske Lege. Her begyndte den olympiske oprydning.

»Man skal til en by, der er blevet ramt af krig eller jordskælv, for at se en lignende ødelæggelse,« siger Jasper Becker. Han kom til Beijing i 1985, hvor han arbejdede for den britiske avis The Guardian. Siden har han arbejdet for blandt andre BBC og været bureauchef for South China Morning Post. Han har skrevet flere bøger om Kina, hvor han har boet i 17 år. Han er lige kommet med en ny bog, der hedder »City of Heavenly Tranquility«, der handler om forvandlingen af Beijing, og hvordan byen er uløseligt knyttet sammen med kinesisk politik.

Jasper Beckers hårde ord om ødelæggelse af byen handler om, at det gamle og historiske Beijing er forsvundet. Bulldozerne har kørt over historien.

Som det skete for familien i Houhai. Eller for Wang Ming, der også blev ramt af den olympiske oprydning og moderniseringen af Beijing. Wang Ming boede i et gammelt hus med træbjælker, slidte dørtrin og sorte teglsten på taget. Det lå i en smal gade i Beijing, en hutong. Det er det kinesiske navn på kvartererne med de smalle gader, som Beijing er kendt for. Her boede han sammen med sin mor, bror, sin datter og to niecer.

Men også han fik tvangseksproprieret familiens hus og tilbudt et lille beløb. »Jeg var ligeglad med pengene. Jeg ville bare blive boende. Det var mit hus,« siger Wang Ming.

Distriktets byggekomite sendte en sidste advarsel til Wang Ming. »Flyt ud!« Dagen efter sad Wang Ming derhjemme med sin søster, da de fik besøg. Det var nogle mænd fra entreprenørfirmaet. De havde taget politiet med. Og chengguangs, en slags ordensmagt, der ikke har ret til at bære våben, men som er kendt for deres brutalitet.

Wang Ming husker kun svagt, hvad der skete.

To af dem prøvede at skubbe ham ind i en bil, men han fik smækket døren i. Han vristede sig fri, men endnu fire mænd kom til og løb efter ham.

De fire mænd kom hen imod ham. Wang Ming kiggede sig rundt i den lille gade. Der lå en mursten, som han samlede op.

»Rør jer ikke,« råbte den 45-årige fabriksarbejder.

De fortsatte med at komme hen mod ham. Han kastede murstenen, men en af mændene slog den væk med sin arm, så den ramte en anden i hovedet.
Wang Ming fik to års fængsel og blev fyret fra det metalstøberi, hvor han lavede bremseklodser.

»Jeg har ikke fået nogen kompensation for mit hus, og jeg har mistet min pension. Mine 30 år på arbejdsmarkedet er ikke noget værd,« siger Wang Ming. I dag bor han hos sin søster. Han tjener ikke nogen penge og kan ikke få et arbejde, fordi han er tidligere straffet.

Ifølge journalisten Ian Johnson, der er tidligere korrespondent i Kina for Wall Street Journal, konfiskerede lokalregeringen i 1990erne fast ejendom for cirka 71 milliarder kroner. Uden stort set at give noget i kompensation. Og det ændrede sig ikke, da Beijing fik OL i 2001. Tværtimod.

Ifølge forfatteren Wang Jun, der har udgivet bogen »The Story of a City« om byplanlægningen i Beijing, var der i 1949 omkring 7.000 hutonger i byen. I 1980 var der 3.000 tilbage. Og siden slutningen af 1990erne er der forsvundet cirka 600 om året.

Indtil 2002 var der ikke engang nogen egentlig politik for bevaring af historiske bygninger og gamle bydele i Beijing. Men efter massivt pres gik regeringen med til en plan, der ville bevare cirka ti procent af det gamle Beijing.
Det er der ifølge Jasper Becker en grund til. Det er en måde for Kinas Kommunistparti at styre historien på. For et historieløst folk er nemmere at kontrollere. De mister forbindelsen med, hvor de kommer fra.
»For mig at se er det et diktatur, hvor partiet ikke alene har monopol på fremtiden, men også på fortiden, på historien og på, hvem kineserne er,« siger Jasper Becker.
Jasper Becker siger, at han ikke er romantiker. Mange af de gamle bygninger var elendige. Som Wang Mings hus. Fugtigt og gammelt.

»Jeg siger ikke, at de skal bygge en lufthavn, der ligner et tempel. Men de skal forsøge at bevare kulturen og historien.«

I det kvarter, som Wang Ming boede i, står der i dag rækker af hvide højhuse. Der står også et brunt og firkantet. Der er kontorer derinde, og en bank fylder hele stueetagen. Foran er der en plæne med træer og sted­moderblomster.
Ved siden af er Louis Vuitton ved at etablere en butik på linje med flere andre vestlige producenter; Hermès, Ermenegildo Zegna, Cartier. Nogle af de ansatte står udenfor:

»Vi holder lige en pause,« siger en habitklædt butiksassistent, der står og ryger en cigaret. Der er ingen kunder derinde. Faktisk har der ikke været en eneste i dag. Det er en af myterne om Beijing, at kinesernes tørst efter luksusvarer er umættelig og altid på vej op. Stort set hver måned kommer der en ny rapport fra et konsulentfirma, der siger, at markedet for luksusvarer i Beijing eller Kina vil vokse med alt fra 10 til 50 procent i år. Imens står mange af butikkerne gabende tomme.
Der er ingen kinesisk historie her i det brune højhus og de tomme luksusbutikker. Historien ligger nu spredt rundt om i Beijing i små lommer; Den Forbudte By, Sommerpaladset, Den Kinesiske Mur og de andre seværdigheder.

Uden for det brune højhus ligger ringvej to. Der er seks spor. Tre i hver retning. En bred vej baner sig imellem højhusene og forsvinder i disen ude i horisonten ad den lige vej. Her på ringvejen kan man køre i timevis.

For eksempel kan man kan køre op til Wangjing-kvarteret, som er et af de steder i yderkanten af Beijing, hvor tvangsfjernede får tilbudt nye lejligheder i højhuse. Flere af dem på 40 etager, hvor kassen med aircondition sidder uden for hver lejlighed.
Her sidder Shen på 66 år og spiller mahjong i skyggen af et højhus. Sammen med flere end 50 andre personer, der sidder udenfor og ryger cigaretter og spiller om penge. Der er ikke borde til alle, så nogle står op og betragter spillet.

»Det er godt at slappe af til,« siger Shen, smiler og nikker hurtigt for at understrege. De andre smiler nu ikke. Shen er ved at vinde.

Shen er udmærket tilfreds med at bo herude. Det er trods alt rummelige lejligheder. Men bygningerne er de samme i de nye kvarterer hele vejen rundt om Beijing. Høje huse, firkantede og anonyme. I 2000 havde byen en befolkning på 12,8 millioner indbyggere. I dag er byen vokset til 17,4 millioner indbyggere. Det kræver nye veje, flere højhuse, kontorer, kloakker, el-ledninger, vandrør og alt det andet, der får en by til at fungere. For indbyggertallet bare vokser, og så må man stable folk oven på hinanden i højhuse og gøre plads ved at fjerne folk fra deres gamle huse. Og så får man også en flot by at vise frem for verden til OL.

Men hvad med familien Yu, der forsvandt efter deres dingzihu blev jævnet med jorden?

»Ja… Hæhæ…? Nej, det har jeg ikke hørt noget om,« siger en tyk mand i trediverne og ryster på hovedet. Han sidder på en taburet foran sin butik i en lille hutong tæt på bunken af murbrokker. Han har smøget T-shirten op over sin runde mave, som han sidder og klapper med den ene hånd.

Det tager et par minutter, før han fortæller, hvad han i virkeligheden har hørt. Det er ikke meget. Men han ved, at politiet kom om natten og tog dem med.