Milliard-skandale truer Malaysias regeringschef

Kan det virkeligt passe, at 4,7 mia. kr. fra en statslig malaysisk investeringsfond er havnet på premierminister Najib Razaks egne konti? Det mener avisen Wall Street Journal at kunne bevise. Politisk sabotage, siger regeringschefen.

Nettet strammes om Malaysias premierminister, Najib Razak, som angiveligt mindst fem gange har modtaget overførsler fra en gældsramt statslig investeringsfond. I alt skulle premierministeren være blevet godt 4,7 mia. kr. rigere. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BEIJING: En schweizisk bank, et selskab registreret i britisk skatteskjul og en konto i Singapore.

Sådan ser nogle af brikkerne ud i det komplicerede puslespil af en pengestrøm, Wall Street Journal mener ender hos Malaysias premierminister, Najib Razak. Avisen ligger inde med dokumenter, der angivelig viser, at enorme summer er ført ud af landet og i sidste ende havnet på premierministerens private konti.

Beskyldningerne er faldet i forlængelse af en undersøgelse af en statslig, malaysisk investeringsfond, der har oparbejdet gæld på 78 mia. kr. på bare fem år. Myndighederne har nedsat en særlig enhed bestående af personer fra landets centralbank, politi, justitsministerium og parlament for at komme til bunds i adskillige anklager rettet mod fondens virke og finanser.

Undersøgelsen har i sig selv været en politisk kontroversiel størrelse. Investeringsfonden har nemlig landets premierminister siddende i topledelsen. Og nu er Najib Razak selv hvirvlet ind i sagen, der truer med at blive en politisk skandale af historiske dimensioner.

Dokumenterne, Wall Street Journal har lagt frem, stammer ifølge avisen fra den igangværende undersøgelse og viser, hvordan penge fra fonden er blevet overført via myndigheder, banker og virksomheder i og uden for Malaysia for til sidst at ende hos regeringschefen. Mindst fem gange, er der foretaget overførsler til Razaks konti. De største transaktioner fandt sted i 2013. I alt skulle der være overført over 4,7 mia. kr.

Investeringsfondens kontorer i hovedstaden Kuala Lumpur er blevet ransaget som en del af undersøgelsen, men fonden benægter at have overført penge til landets premierminister. Undersøgelsesenheden har derudover fastfrosset aktiver på en række konti. Premierminister Najib Razak afviser på nogen måde at have beriget sig selv. Han beskriver hele forløbet som et komplot skruet sammen af hans fjender og politiske modstandere med det formål at fjerne en demokratisk valgt regeringschef.

»De seneste påstande, der stammer fra unavngivne undersøgere og bruges til at angribe premierministeren, er en fortsættelse af denne politiske sabotage,« hedder det i en udtalelse fra hans kontor. Razaks parti har været uafbrudt ved magten, siden det britiske styre i landet ophørte tilbage i 1957.

Men den verserende sag har skabt splittelse internt. 90-årige Mahathir Mohamad, der var premierminister i to årtier og stadig har stor indflydelse, har ladet kritikken hagle ned over Najib Razak. Siden sidste sommer har han krævet, at Najib Razak gør rede for, hvordan midlerne i den kontroversielle investeringsfond er blevet brugt. Kan han ikke det, må premierministeren gå af, mener Mahathir Mohamad. I juni gik han på talerstolen ved et arrangement og tordnede imod sin tidligere protege.

»Det her handler ikke om mig eller Najib. Det handler om hele nationen, for det, der er tabt, tilhørte os alle. Jeg er bare en talsperson.« Ti minutter inde i talen greb uniformeret politi ind og stoppede den tidligere premierminister.

Men i den øvrige ledelse i regeringspartiet har Najib Razak stadig støtte. Han har i stedet valgt at gå til modangreb på Wall Street Journal og forventes at lægge sag an imod avisen.