Militser vil afskære IS-forsyninger fra Syrien mod Mosul

Med en offensiv mod Islamisk Stat ved Tal Afar vil militser stoppe IS-forsyninger til Mosul, siger talsmand.

- Missionens mål er at afskære forsyninger mellem Mosul og Raqqa og at stramme grebet om IS i Mosul og befri Tal Afar, siger talsmand for irakiske militser om operation lørdag. (arkivfoto) Scanpix/Mohammed Sawaf Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Irakiske militser forsøger lørdag at afskære Islamisk Stats forsyningsrute til Mosul, siger en talsmand for Folkets Mobiliseringsstyrker (PMF).

Det sker med et angreb mod IS-jihadisterne i byen Tal Afar, der ligger i Irak på hovedvejen mod Syrien. Byen ligger 80 kilometer vest for Mosul.

En talsmand for PMF-styrkerne, der omfatter flere mindre militser, bekræfter, at missionen er indledt.

- Missionens mål er at afskære forsyninger mellem Mosul og Raqqa, at stramme grebet om IS i Mosul og befri Tal Afar, siger Ahmed al-Assadi.

Raqqa er Islamisk Stats højborg i nabolandet Syrien.

PMF er støttet af Iraks regering. Styrkerne spiller en central rolle i offensiven ved Mosul, som Iraks hær forsøger at generobre fra Islamisk Stat.

Offensiven er støttet af en international koalition med deltagelse af blandt andet danske kampfly.

I sommeren 2014 erobrede jihadisterne Mosul i det nordlige Irak. Det skete uden større modstand, da de irakiske soldater flygtede ud af byen.

Hæren efterlod store mængder våben, som er faldet i hænderne på IS.

Omkring samme tid erobrede IS den strategisk vigtige by Tal Afar, hvor flertallet af indbyggerne var shiamuslimer.

IS har omvendt rødder i en fundamentalistisk version af sunnismen.

/ritzau/AFP