Militantes familier evakueret fra omkæmpet lejr i Libanon

Libanons hær evakuerer kvinder og børn fra belejret flygtningelejr, som i månedvis har været skueplads for kampe mellem militæret og militante.

Den libanesiske hær er begyndt at evakuere familier til de militante, der har bekæmpet de libanesiske sikkerhedsstyrker ved en palæstinensisk flygtningelejr, sagde en militærkilde fredag.

De militante har sammen med deres familier været belejret i Nahr al-Bared flygtningelejren, siden konflikten begyndte den 20. maj. Kampene har kostet næsten 300 mennesker livet.

Kampene er de værste i Libanon, siden borgerkrigen sluttede for 17 år siden.

- En våbenhvile er erklæret. Evakueringen er begyndt, sagde kilden.

Libanons hær beordrede journalister væk fra området, hvorfra de i alt 22 kvinder og 41 børn blev evakueret.

Hæren har i næsten tre måneder forsøgt at få den militante Fatah al-Islam-gruppe til at overgive sig.

/ritzau/