Militante angriber jordemoderskole i Afghanistan

Øjenvidne siger, at tre militante indledte et angreb mod jordemoderskole i den uroplagede by Jalalabad.

Jalalabad i Afghanistan er blevet ramt af en række angreb i de seneste uger. Lørdag angreb en gruppe militante en jordmoderskole i byen. Arkivfoto: REUTERS/Parwiz/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: PARWIZ

Byen Jalalabad i det østlige Afghanistan er lørdag ramt af en række eksplosioner, og der kan høres skud i samme område.

Angrebet er rettet mod en skole for jordemødre, siger en talsmand for provinsens guvernør til nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Mindst tre civile er såret i angrebet, der lørdag eftermiddag lokal tid fortsat er i gang, oplyser talsmanden, Attaullah Khogyani.

»De afghanske sikkerhedsstyrker har afspærret området og indledt en operation for at bekæmpe gerningsmændene,« siger talsmanden til AFP.

Et øjenvidne oplyser til AFP, at han hørte adskillige eksplosioner og derpå så tre bevæbnede mænd komme ind i den gade, hvor jordemoderskolen ligger.

Sikkerhedsstyrker så ud til at være i gang med at uskadeliggøre flere hjemmelavede bomber i gaden, siger et andet øjenvidne.

Nogle af de studerende på jordemoderskolen er reddet fra stedet, oplyser guvernørens talsmand.

Han har ikke umiddelbart nogen meldinger om antallet af dræbte eller sårede.

Røg stiger op fra stedet, hvor både sikkerhedsstyrker og ambulancer haster til.

Angrebet er det seneste i en række angreb, der har ramt Jalalabad i de seneste uger, og som har kostet snesevis af mennesker livet.

Ingen gruppe har umiddelbart taget skylden for lørdagens angreb. Men på det seneste har Islamisk Stat hævdet at stå bag flere angreb i provinsen.

Regeringsbygninger i Afghanistan bliver ofte angrebet af militante grupper, som også tidligere har rettet angreb mod hospitaler og lægeklinikker.

Det er endnu uklart, hvad motivet er for angrebet på jordemoderskolen i Jalalabad. Men jordemødre er tidligere blevet mål for angreb, fordi de giver prævention til kvinder.

Jalalabad er hovedby i provinsen Nangarhar, der grænser op til Pakistan.

/ritzau/