Militant gruppe bomber Israel fra Gaza og rammer børnehave

Over 25 mortérgranater blev tirsdag affyret mod det sydlige Israel. En granat landede ved en børnehave.

Over 25 mortérgranater blev tirsdag affyret mod det sydlige Israel. En granat landede ved en børnehave. Fold sammen
Læs mere
Foto: AMIR COHEN

Militante i Gaza sendte tirsdag over 25 mortérgranater ind over det sydlige Israel. Det oplyser militæret ifølge nyhedsbureauet AP.

Beskydningen er den hidtil mest intense siden krigen mellem Israel og Hamas i 2014. Ingen er kommet noget til under angrebet. De fleste mortérgranater blev uskadeliggjort af forsvarssystemet Iron Dome.

De mange granater blev affyret fra Gaza på et tidspunkt, hvor situationen er yderst spændt i grænseområdet mellem Israel og Gaza.

Israelske medier rapporterer, at en granat landede ved en børnehave kort før åbningstid.

Vrede beboere nær institutionen siger til israelske radiostationer, at de føler sig meget sårbare efter at været blevet beskudt med raketter fra Gaza gennem 15 år.

Den israelske regering ventes at svare hårdt igen på angrebet.

Situationen har været spændt ved grænsen i de seneste uger.

Her har palæstinensere gennemført masseprotester for blandt andet at få ophævet en blokade, som Israel og Egypten indførte i 2007. Det skete, efter at Hamas overtog magten i Gaza.

Israelske sikkerhedsstyrker har dræbt over 110 palæstinensere - de fleste under Hamas-ledede uroligheder, der kulminerede den 14. maj.

Israel er begyndt at bygge en barriere i havet for at forhindre militante palæstinensere fra Gazastriben i at trænge ind i Israel fra vandsiden.

Barrieren, der ventes at være færdigbygget ved årets udgang, supplerer et byggeri på landjorden. Det skal forhindre palæstinensere i at grave tunneler og komme ind i Israel ad den vej.

Det israelske forsvarsministerium siger, at Israel besluttede at bygge sikkerhedsbarrieren, efter at fem frømænd fra den militante Hamas-bevægelse i 2014 forsøgte at komme ind i den israelske kibbutz Zikim via havet.

De fem frømænd var ifølge Jerusalem Post bevæbnet med automatvåben, granater og flere typer sprængstof.

/ritzau/AP