Militærøvelser i Taiwan byder på mindre fyrværkeri og mere krig
Taiwan har mandag indledt sine årlige militærøvelser, der simulerer en kinesisk invasion.

Taiwan har mandag indledt sine årlige militærøvelser, der simulerer en kinesisk invasion.

Det er så tæt på en reel krig, som det kan være.
Med den indstilling har Taiwan mandag indledt sine årlige militærøvelser under navnet "Han Kuang", hvis formål er at demonstrere afværgelsen af et kinesisk angreb.
Kina anser Taiwan for at være en del af landets eget suveræne territorie.
Det er på den baggrund, at Kina de seneste fire år har afholdt militærøvelser omkring øen for at få Taiwan til at acceptere landets krav om underkastelse.
Alt tyder på, at det øgede kinesiske pres vækker bekymring i Taiwan.
Derfor har Taiwan i år droppet flere elementer af militærøvelserne, som er af en mindre alvorlig karakter.
Eksempelvis er et fyrværkerishow blevet droppet til fordel for blandt andet flere øvelser om natten.
Øvelserne starter i byen Taoyuan, der er tæt på hovedstaden Taipei og hjem for Taiwans primære internationale lufthavn.
Senere mandag skal militæret øve sig på at forsvare en større havn i Taipei.
Øvelser med skarpladte våben bliver udelukkende afholdt på Taiwans fjerntliggende øer, heriblandt Kinmen og Matsu, der ligger tæt på den kinesiske kyst.
På selvsamme øer var der flere militære sammenstød under Den Kolde Krig.
Taiwans svar på hjemmeværnet deltager i øvelserne, der varer de næste fem dage.
I en række storbyer bliver gaderne evakueret i en halv time under, hvad der skal forestille at være et kinesisk missilangreb.
Ugens øvelser går ifølge en repræsentant for Taiwans forsvar blandt andet ud på at etablere alternative kommunikationslinjer i tilfælde af, at de eksisterende bryder sammen.
Ifølge samme kilde øver Taiwan sig også på at reagere, hvis kinesiske styrker går i land på den vestlige kyst.
Skiftende regeringer i Taiwan holder fast i, at Taiwan ikke er en del af det moderne Kina, der opstod i forbindelse med udråbelsen af republikken i 1911, eller af det Kina, der opstod efter 1949.
Kina har på intet tidspunkt afvist at bruge magt for at få kontrol over Taiwan.
/ritzau/Reuters