Militæret blev til sidst træt af Erdogan

For to måneder siden advarede en amerikansk journalist om, at det tyrkiske militærs magt var stigende, og at de nu var den eneste relevante opposition til præsident Erdogan.

Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan taler med journalister i den tyrkiske ferieby Marmaris. Fold sammen
Læs mere
Foto: KENAN GURBUZ
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke mere end to måneder siden, at en af de skarpeste iagttagere af tyrkisk politik skrev en overset analyse i Wall Street Journal:

Efter 13 års passivitet er det tyrkiske militærs magt stigende, og det er i dag den eneste aktør i det tyrkiske samfund, som holder præsident Erdogan tilbage, skrev Dion Nissenbaum, og han citerede bl.a. den estimerede tyrkiske analytiker og tidligere hærofficer, Mertin Gurcan, for, hvad der efter nattens begivenheder lyder halv-profetisk:

At det tyrkiske militær er den reelle opposition til præsident Erdogan.

Analysen kom efter et forår, som var fyldt med svirrende rygter om kup i Tyrkiet - og at kuppet var styret eller inspireret fra Washington. I marts mødte en tyrkisk journalist op til et pressemøde i det amerikanske udenrigsministerium, og her spurgte han udenrigsminister John Kerrys talsmand om, hvorvidt Obama-regeringen forsøgte at mobilisere det tyrkiske militær mod præsident Erdogan.

»Spørger du mig om, hvorvidt vi er i færd med at foretage et kup mod en lovlig regering,« lød det vredt tilbage fra talsmand John Kirby.

»Er det dit spørgsmål?«

»I givet fald vil jeg ikke engang værdige det med et svar,« skriver Wall Street Journal.

Men det dæmpede ikke rygterne om et kup, tværtimod fik de bare næring, og som avisen skriver, da præsident Erdogan to dage senere var på officielt besøg i Washington, tog han handsken op. Han udsendte - sådan blev det i det mindste udlagt dengang - en højst mærkværdig meddelelse om, at »et kup i Tyrkiet slet ikke kan komme på tale.«

»Den slags rygter er uden basis i virkeligheden,« sagde han.

Og det har også - bortset fra Nissenbaums artikel - været den almindelige konklusion om forholdet mellem det tyrkiske militær og Erdogan. Erdogan har regeret enerådende og ofte udsat den tyrkiske forfatning for den ene strækøvelse efter den anden - men generelt har han været meget forsigtig med at tirre militæret.

Da han f.eks. ville have sine AKP-folk placeret i militærledelsen, protesterede militæret, og Erdogan gik i sig selv, og det samme, da han i to omgange overvejede at sende tyrkisk militær ind i Syrien. I det ene tilfælde for at erobre et sikkert område, bl.a. til flygtninge, og i det andet, da han ville nedkæmpe en styrke fra Islamisk Stat, som truede en tyrkisk grænseby. Militæret protesterede, og Erdogan lyttede til dem og opgav.

Der var en følelse af en gensidig detente mellem parterne - og det var der altså alligevel ikke. Til sidst fik militæret nok af Erdogans politiske og militære eventyrlyst og afsatte ham.