Militærbase brugt af USA-koalition er ramt af tyrkisk drone

En base i det nordøstlige Syrien er ramt af tyrkisk droneangreb. Basen benyttes af international koalition.

»En fælles militærbase nord for Hasakeh, som blev brugt til at planlægge og udføre angreb mod Islamisk Stat, er blevet ramt af en tyrkisk drone,« siger talsmand for Syriens Demokratiske Styrker (SDF) Farhad Shami (arkivfoto). Fold sammen
Læs mere
Foto: TOLGA BOZOGLU
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En syrisk militærbase, som USAs internationale koalition også benytter, er tirsdag blevet ramt af et angreb med en tyrkisk drone.

Det oplyser både Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) og de kurdiske styrker i Syriens Demokratiske Styrker (SDF).

Farhad Shami, talsmand for SDF, siger til nyhedsbureauet AFP:

»En fælles militærbase nord for Hasakeh, som blev brugt til at planlægge og udføre angreb mod Islamisk Stat, er blevet ramt af en tyrkisk drone.«

Talsmanden tilføjer, at to soldater fra SDF blev dræbt i angrebet.

Også den britiskbaserede overvågningsgruppe Sohr skriver, at to personer er blevet dræbt. Det lyder desuden, at tre andre er alvorligt kvæstet.

Sohr oplyser ikke, hvorvidt der var soldater fra den internationale koalition til stede på militærbasen, da droneangrebet fandt sted.

Droneangrebet er det seneste i en række angreb i området omkring den tyrkiske og den syriske grænse. Angrebene er opstået, efter at seks personer blev dræbt i et angreb mod den tyrkiske storby Istanbul.

Tyrkiet har givet den kurdiske PKK-milits skylden for angrebet i Istanbul. PKK er på EUs terrorliste og har i årevis gjort oprør på tyrkisk grund.

Mandag ramte et missilangreb det tyrkiske grænseområde Karkamis.

Den tyrkiske udgave af nyhedsstationen CNN skriver, at i alt fem missiler blev affyret fra det nordlige Syriens Kobani-område. Det er et område, som den kurdiske YPG-milits har kontrol over.

Tyrkiet betragter YPG som en terrorgruppe med tilknytning til PKK.

Missilerne ramte angiveligt en skole, to huse og en lastbil. To blev dræbt.

/ritzau/