Mike Pence vil holde afstand til Trump i nogle dage

USA's vicepræsident, Mike Pence, har valgt at holde sig på afstand af præsidenten på grund af smittefare.

USA's vicepræsident, Mike Pence, siger, at han har valgt at holde sig på afstand af præsident Donald Trump i nogle dage. Meldingen kommer, efter at Pences pressesekretær er konstateret smittet med coronavirus. Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

USA's vicepræsident, Mike Pence, siger, at han har valgt at holde sig på afstand af præsident Donald Trump i nogle dage. Meldingen kommer, efter at Pences pressesekretær er konstateret smittet med coronavirus.

»Pence holder afstand til præsidenten i nogle få dage, efter at hans pressesekretær er testet positiv med coronavirus«, siger pressetalskvinden for Det Hvide Hus, Kayleigh McEnany.

Pence deltog ikke i Trumps pressekonference i Rosenhaven i præsidentboligen mandag. Han var heller ikke med, da præsidenten mødtes med militære ledere og sikkerhedschefer lørdag.

Pences pressemedarbejder Katie Miller blev testet positiv i sidste uge.

McEnany siger, at det er op til Pence selv at afgøre, hvornår han ikke længere vil holde sig på afstand af Trump.

På pressemødet mandag blev Trump selv spurgt, om han måske ville begrænse kontakten til sin vicepræsident.

Trump antydede, at Pence var i en form for karantæne uden at sige det direkte.

På pressemødet lod Trump ikke til at ville gøre et stort nummer ud af mulig smitte i Det Hvide Hus.

»Vi ønsker at holde landet kørende, så der er mange mennesker, der kommer ind og ud af Det Hvide Hus, og mange af de folk, de fleste af de folk, er blevet testet,« sagde han.

»Alle, der kommer ind i Det Hvide Hus, er blevet testet, og jeg føler ingen form for sårbarhed.«

/ritzau/Reuters