Mike Pence smider Trump under S-toget til Køge

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om der var en vinder?

Der var to.

Der var en i dag. Og der var en i morgen.

Det lyder som studentikos haiku på en onsdag morgen, men der er faktisk en mening med det.

De to vicepræsidentkandidater debatterede i nat - demokraten Tim Kaine mod republikaneren Mike Pence - og det var lidt som indkøbschefen og regnskabschefen i en virksomhed, som diskuterede Excel versus Open Source. Det var interessant, hvis man virkeligt kerer sig om den slags ting, men ellers var det et af de møder, som man ikke behøver gå til.

Men det ændrer ikke på, at republikaneren Mike Pence umiddelbart kom bedst ud af det.

Når han blev præsenteret for de mest skøre udtalelser fra sin chef, Donald Trump, rystede han på hovedet og sagde, at det ikke kunne passe, og så snakkede han om noget andet. Når Kaine forsøgte at få ham til at forsvare Trumps mandeglæde for præsident Putin, gik Pence hårdt til angreb på Putin og kaldte ham for "en lille mand" og en "bølle." Og når Kaine præsenterede sin rival for Trumps modstand mod NATO og for hans isolationalistiske udenrigspolitik, skød den republikanske vicepræsidentkandidat brystet op og svarede igen med at ville bombe præsident Assads styrker i Syrien.

Som Politico optalte: Kaine nævnte Trumps navn 161 gange. Pence blot 71 gange.

Tim Kaine forsøgte aggressivt at fedte Pence ind i Trump og få ham til at forsvare Trump, men Mike Pence parerede forsøgene enten ved at benægte fakta, opfinde sin egen politik eller ved at tale om noget helt andet. På den måde virkede Kaine til sidst som en forpjusket cocker spaniel, som i over halvanden time forgæves jagtede sin egen kuperede hale, mens Pence stod svedløs og sejrrig.

Så umiddelbart vandt Mike Pence, for Tim Kaines forhavende lykkedes ikke, og en meningsmåling hos CNN/ORC gav også Pence sejren med 48 pct. mod 42 pct. til Kaine.

Men "umiddelbart" er det operative ord, og dermed er vi tilbage ved det studentikose haiku om en vinder i dag og en vinder i morgen.

For læg mærke til, hvordan Mike Pence vandt debatten. Han vandt debatten ved at smide sin chef, Donald Trump, under S-toget til Køge og tænke på sit eget skind.

Eller som præsident Bushs strategichef, Matthew Dowd, forundret sagde på ABC News:

»I bund og grund forsvarede Pence aldrig Trump; han så bare ud som om han ville ud af hele valget.« 

I den føromtalte CNN/ORC måling blev seerne også spurgt hvem af de to kandidater, som forsvarede deres topkandidat bedst og mest. 58 pct. sagde, at Kaine gjorde det. Kun 35 pct. sagde Pence.

Det var altså ikke kun insiderne, som hørte det; almindelige seere og vælgere gjorde også. Pence flygtede fra sin mand.

Dermed misforstod Pence ikke blot debatten, men også sin rolle som vicepræsidentkandidat. En vicepræsidentdebat flytter ingen stemmer i sig selv - ingen stemmer på vicepræsidenten, alle stemmer på præsidenten - og vicepræsidenten bestemmer ikke, det gør præsidenten. Så vicepræsidentens rolle i både debatten og i embedet er at være en loyal højre hånd og altid sørge for at sælge "the big guy" og ikke sig selv. For hvis præsidentkandidaten ikke bliver valgt, bliver han heller ikke, og hvis præsidenten ikke er en succes, er han heller ikke.

Det forstod Mike Pence aldrig, og for en mand med et ego som Donald Trump må det have været bittert at se republikanske tweets, som i nattens løb gratulerede Pence med at have placeret sig som favorit til at blive partiets kandidat i 2020. For det indebærer logisk, at Trump taber valget, og at Pence på skærmen kæmpede for sig selv og ikke for Trump.

Allerede onsdag morgen dansk tid viste de første problemer sig.

Trumps kampagnechef, Kellyanne Conway, blev igen og igen spurgt, om Mike Pence talte for Donald Trump, når han f.eks. kaldte Putin for "en lille mand" og "en bølle," og når han talte om, at i regering ville han sørge for amerikanske angreb mod præsident Assad.

"Det må jeg tale med Mr. Trump om," svarede hun mere og mere febrilsk.

 

Og som en af Trumps rådgivere sagde til CNBC om den kendsgerning, at Pence klarede sig bedre end Trump gjorde i sidste uge, bl.a. ved at nægte at forsvare Trump.

"Pence vandt generelt, men han tabte hos Trump."

"Trump kan ikke tåle, at nogle klarer sig bedre end han."

Det er historien om i nat.

Når Mike Pence har sænket armene, når han har givet de sidste V-tegn og trykket de sidste hænder og sovet på sejren, så er det uden tvivl den historie, som han står op til.

At selv Donald Trumps vicepræsidentkandidat enten ikke vil eller ikke kan forsvare Trump og i stedet vandt en debat ved at løbe fra sin chef og løbe for sig selv.

Og det er ikke en hel sejr, ikke engang en halv, men et dobbelt nederlag.

Læs resten af Poul Høis valgblog her