Mike Pence indkaldes til afhøring

Justitsministeriet i USA ønsker at afhøre Mike Pence i sagen om belejringen af Kongressen 6. januar 2021.

Den tidligere amerikanske vicepræsident Mike Pence har ikke sagt, om han vil lade sig afhøre af Justitsministeriet i sagen mod tidligere præsident Donald Trump i forbindelse med angrebet på Kongressen 6. januar 2021. (Arkivfoto.) Wade Vandervort/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København/Washington. Efterforskningen af den tidligere amerikanske præsident Donald Trump i forbindelse med stormen på Kongressen 6. januar 2021 spidser til.

Justitsministeriet i USA har henvendt sig til hans tidligere vicepræsident, Mike Pence, fordi det ønsker at afhøre ham i forbindelse med efterforskningen af Trumps forsøg på at beholde magten efter han tabte præsidentvalget i 2020.

Det skriver Reuters, der citerer The New York Times, som har erfaret det fra kilder tæt på sagen.

Pence har ifølge avisen hverken sagt ja eller nej til Justitsministeriets forespørgsel endnu. Han er ikke blevet stævnet af ministeriet.

Den tidligere vicepræsident har før afvist at vidne for en komité, der blev udpeget af Repræsentanternes Hus til at efterforske angrebet på Kongressen den 6. januar.

Årsagen til afvisningen var, at Pence mener, at den var partipolitisk motiveret. Han anerkender, at ministeriets efterforskning adskiller sig fra komitéens.

Det er Thomas Windom, en af de ledende efterforskere, som har rakt ud til Pence. Det har han gjort, i ugerne op til at justitsminister Merrick Garland fredag udpegede en særlig advokat til sagen.

Advokaten får ansvaret for efterforskningen af hændelserne 6. januar.

Derudover får vedkommende ansvaret for en separat efterforskning af Trumps håndtering af fortrolige dokumenter, efter at han ikke længere var præsident. Dokumenter, som den tidligere præsident tog med hjem.

Spørgsmålet om hvorvidt Pence skal afhøres, er stadig i de tidlige stadier, skriver The New York Times.

Processen kan komme til at tage måneder. Donald Trump har mulighed for at sætte en kæp i hjulet for en eventuel afhøring af sig selv ved at påkalde sig præsidentens særlige privilegie.

Det kan han, fordi han stadig sad som præsident 6. januar 2021, hvor stormløbet fandt sted.

Privilegiet betyder, at præsidenten har autoritet til at tilbageholde informationer i særlige omstændigheder.

Pence har tidligere sagt, at han synes, det var forkert af Trump at tro, at han kunne modsætte sig resultatet af præsidentvalget i 2020, som Joe Biden vandt.

/ritzau/