Migrationsekspert: Europa skal sende flygtninge til lejre i nærområder

Den danske migrationsekspert Morten Lisborg mener, at både dansk og europæisk asylpolitik er en uretfærdig, omkostningstung og ineffektiv katastrofe, som udgør en trussel mod Europas stabilitet. Derfor opfordrer han til et opgør med retten til asyl. I stedet skal flygtninge sendes til europæisk drevne lejre i nærområderne.

Foto: THOMAS COEX. ARKIVFOTO 2017 Syriske familier i Zaatari flygtningelejr i Jordan. (Foto: THOMAS COEX/Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

Morten Lisborg kender dansk og europæisk flygtningepolitik bedre end de fleste, både i teori og praksis. Siden han i 2003 afleverede speciale i Internationale Udviklingsstudier om asylmigration og menneskesmugling ved Roskilde Universitet, har han arbejdet med emnet såvel der, hvor flygtningene kommer fra, som der, hvor de søger til.

I Danmark har han behandlet flygtninges ansøgninger om asyl for Udlændingestyrelsen og været repræsentant for styrelser ved høringer i Flygtningeankenævnet.

I udlandet har han arbejdet for blandt andet FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, og i Irak, Yemen og Kosovo. Senest var han udsendt for EUBAM, EU’s organisation, der skal støtte Libyen med kapacitetsopbygning i landet, hvorfra langt hovedparten af de flygtninge, der for tiden kommer til Europa, sejler fra.

Med afsæt i sine egne erfaringer mener han, at dele forskningsmiljøet, som i Danmark beskæftiger sig med flygtningepolitik og indvandring, har tegnet et for ensidigt billede af de udfordringer, som asylkrisen indebærer

”Forskerne har i høj grad blandet sig, men holder fast i de samme dogmer. De fremsætter primært en ensidig kritik af det nuværende system, og synes generelt at være mere optaget af at kritisere stramninger og fokusere på de positive aspekter af migration. Det mener jeg, er en fejl,” siger han, der også i en nylig kronik i Politiken skarpt kritiserer den førte asylpolitik.

”Allerede i de første tre måneder af 2017 er der kommet et rekordstort tal, der sejler fra Libyen. Det er ikke urealistisk, at der vil komme 300.000 i løbet af 2017 alene herfra – og oven i kommer så dem, der kommet med andre smuglerruter. Det tal vil kun stige over de kommende år. For øjeblikket sætter menneskesmuglerne flygtninge i gummibåde, der ikke er sødygtige, fordi de regner med, NATO, EU eller forskellige NGO’er vil samle dem op og sejle dem til Italien, så snart de er kommet ud i internationalt farvand,” forklarer han.

Ifølge Lisborg er det ikke nødvendigvis, dem, der er mest i nød, der formår at begive sig ud på den risikable rejse mod Europa.

”De flygtninge, jeg arbejdede med i flygtningelejre i Etiopien, nær grænsen til Sudan, var stammefolk, farmere og typisk ikke særlig veluddannede. De levede i en fattigdom, som ville chokere mange danskere. De ville aldrig have mulighed for at rejse penge til at komme til Vesten. Det er kun de stærkeste, som kan det, og derfor er de, der kommer til Europa, kun toppen af isbjerget i forhold til dem, som faktisk har brug for hjælp,” siger han og fortsætter:

”Jeg mener grundlæggende, at systemet er uretfærdigt, fordi vi bruger så mange millioner på eksempelvis at udvise afviste asylansøgere, samtidig med at midlerne til det langt større antal i nærområderne er langt, langt mindre. For hver 100 kroner man bruger i Danmark, bruger man under en krone på dem i nærområderne.”

Morten Lisborg mener ikke kun, at den nuværende politik er forfejlet, fordi man prioriterer hjælpen forkert. Men også fordi det skaber store problemer internt i Europa.

”De seneste år har også vist, at flygtningestrømmen medfører sikkerhedsmæssige problemer. Der sker en gradvis destabilisering af Europa, EU-samarbejdet knager, og parallelsamfund, som dem man ser i Birmingham, Marseilles og Paris, vokser konstant og medfører stadig større problemer. Jeg frygter, at det kan føre til yderligere højredrejning og underminering af EU-samarbejdet.”

Han advokerer for at indføre en løsning i stil med den australske. Her får ingen asylmigranter, der kommer til landet ulovligt, bevilget ophold, men sendes i stedet til opsamlingslejre, der er finansieret af den australske regering. EU bør derfor opføre modtagecentre i nærområderne, som alle, der kommer til Europa uden på forhånd at have fået en tilladelse via eksempelvis en flygtningekvote, bliver sendt til.

”Der er ikke nogle lette løsninger, og jeg er bevidst om, at Australiens model på mange områder også skaber andre udfordringer. Men som Australien har demonstreret, virker den, for de har stort set stoppet strømmen af illegale indvandrere. Men alternativet, der indebærer at tusinder fortsat sætter livet på spil på Middelhavet og gør de nuværende problemer i Europa endnu større, er for mig at se dog værre,” siger han og fortsætter:

”Hvis man ikke formår at ændre systemet, vil man i Europa desuden se et stadig hastigere ræs mod bunden, hvor de enkelte lande i Europa konkurrerer om at gøre forholdene værst mulige for asylansøgerne for at afskrække dem.”

Morten Lisborg mener ikke, at de synspunkter, han fremsætter, hverken er udtryk for kynisme eller manglende forståelse for de humanitære udfordringer, som flygtningekrisen indebærer.

”Jeg mener, det kan være til større skade på længere sigt for vores samfund, hvis man ikke gør noget nu. Jeg er absolut ikke en person, der mangler humanisme. For mig at se er det ikke spørgsmål om at være kynisk, men om at handle rationelt og samtidig humanitært. Det nuværende asylsystem er ingen af delene.”