Migranter i kapløb med tiden inden Brexit: Sejler over kanalen i gummibåde

I løbet af den seneste uge er 55 mennesker blevet samlet op af den engelske kystvagt. De forsøger at krydse Den Engelske Kanal i små gummibåde med påhængsmotor, skriver The Telegraph.

Arkivfoto. Den franske havneby Calais, hvor det, der førhen blev beskrevet som »junglen«, lå, er stedet hvorfra trafikken mod Storbritannien starter. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHARLY TRIBALLEAU
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det sker ofte, at de sydeuropæiske landes kystvagt samler en båd op med flygtninge og migranter, der er på vej til at krydse Middelhavet i både, der langt fra er egnet til den type sejlads.

I stigende grad foregår den farlige sejlads nu også over Den Engelske Kanal, hvor 48 mennesker alene den seneste uge er blevet opsamlet af myndighederne i deres forsøg på at krydse havet, der forbinder Storbritannien med det øvrige Vesteuropa. Syv andre blev opdaget på en lastbil fra Frankrig.

De britiske myndigheder antager, at den øgede tilstrømning over Den Engelske Kanal, blandt andet i primitive gummibåde, skyldes, at migranterne gerne vil nå til Storbritannien inden den kommende løsrivelse fra EU.

De seneste tre dage alene har kystvagten reageret på seks hændelser – et omfang, de ifølge The Telegraph aldrig har oplevet før.

Nye netværk af menneskesmuglere med Storbritannien som mål, vinterens snarlige komme og det kommende Brexit, som vil betyde en skærpelse af grænsekontrollen, menes at være forklaringerne på den pludseligt øgede tilstrømning, skriver The Telegraph.

»Det er altid chokerende at se folk sejle så store afstande tværs over havet i små både,« siger en unavngiven kystvagt til The Telegraph.

»Det er ikke en båd, der skal bruges til søs,« siger han og tilføjer:

»Selv med min erfaring, kunne jeg aldrig drømme om at sejle så langt i sådan en båd. Men det er noget, vi har set meget på det seneste.«

Havet er roligt uden nævneværdige bølger, men luften tyk af tåge, som nok ville få de flestes alarmklokker til at ringe, inden de kastede sig ud i en sejltur af den kaliber.

Tågen, der ligger som et tæppe over Den Engelske Kanal fra den franske kyst til Dover, gjorde migranterne usynlige for kystvagten, men passagerfærger og større krydstogtskibe kan heller intet se i den slags vejr, og en kollision med dem vil betyde den visse død.

Andy Roberts, en pensioneret kystvagtofficer, der har arbejdet i området ved Dover i over 30 år, siger til The Telegraph, at det kun er et spørgsmål om tid, før ruten vil koste nogen livet.

»En tragedie kommer til at ske, det er uundgåeligt,« siger han. »De har været utroligt heldige indtil videre.«

Der er endnu ikke sket nogen dødsfald i britisk farvand, men et lig blev fundet ved den franske kyst nær Boulogne i sidste uge.